Guardiola håber at have Ribéry tilbage efter landskampene
Foto: Alexandra Beier/Polfoto
Bundesliga

Guardiola håber at have Ribéry tilbage efter landskampene

Hvis alt går vel, vender Franck Ribéry måske tilbage i træningen med Bayern München, når landskampspausen er slut.

Franck Ribéry har siddet ude i over seks måneder, men nu er franskmanden måske snart klar til at gøre comeback. Hans træner i Bayern München, Pep Guardiola, tror i hvert fald på, at kantspilleren er ved at være sin drilske ankelskade kvit. 

Bayern-folkene har ellers været forsigtige med at forudsige comeback-datoer, men ifølge Guardiola kan Ribéry vende tilbage inden for de næste par uger. 

- Jeg håber, at han kan begynde at træne igen efter landskampspausen, sagde cheftræneren ifølge Kicker på et pressemøde fredag. 

I den 32-årige Ribérys fravær har nyindkøbet Douglas Costa fået masser af spilletid for Bayern München, og den brasilianske kantspiller har haft stor succes. Han har således stået bag 2 scoringer og 11 oplæg i sine første 11 kampe i alle turneringer.