Hård udtalelse fra Wolfsburg-boss: Bendtner for doven i vinterpausen
Foto: DPA/Polfoto
Bundesliga

Hård udtalelse fra Wolfsburg-boss: Bendtner for doven i vinterpausen

Nicklas Bendtners træning i vinterpausen har slet ikke været god nok, lyder det fra Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs.

Nicklas Bendtners karriere er langt fra gået som han selv forventede det, da han for 10 år siden udtalte, at han gerne ville være verdens bedste angriber. Spilletiden er sparsom i Wolfsburg, og nu går rygterne om, at han er på vej videre.

Nu er sportsdirektøren i klubben også efter ham. Klaus Allofs har ifølge fodboldsitet goal.com udtalt, at han ikke er tilfreds med den form, som Nicklas Bendtner er kommet i efter den tyske klubs vinterpause.

- Han er gammel nok til at forstå, hvad der skal til. Han udførte kun lige sine opgaver. Man bliver nødt til at tale om det. Nogle gange forstår personen det. Andre gange ikke, siger Wolfsburg-chefen.

Den manglende vintertræning har sine konsekvenser.

- Nicklas (Bendtner red.) ved godt, hvad der sker, når man ikke laver sit hjemmearbejde i ferien. Det er synd, for det sender signaler, forklarer Allofs.

Der har da også allerede været rygter om, at Nicklas Bendtner kunne være på vej til andre klubber. Her har det senest været hold som Hull og Newcastle.

Om en uge går det igen løs i Bundesligaen for Nicklas Bendtner og Wolfsburg. Her møder de på udebane Frankfurt. Wolfsburg er i øjeblikket på syvendepladsen i den tyske liga.