Hannover henter United-angriber

Manchester United-reserven Mame Biram Diouf forlader England for en tilværelse i Bundesliga-klubben Hannover 96.

Hannover 96 har købt Manchester Uniteds senegalesiske angriber Mame Biram Diouf, som skriver under på en kontrakt, der løber frem til 2014.

Diouf, der forlod norske Molde til fordel for den engelske storklub, var i 2009 jagtet af blandt andet af FCK og AGF, men har siden oplevet liden succes. End ikke et lejeophold i Blackburn i sidste sæson var nogen stor oplevelse for angriberen. Men i Hannover mener man at kunne få brug for Dioufs kvaliteter.

- Jeg er glad for, at vi i Mame Diouf har fået endnu en mulighed i angrebet. Vi vil fokusere på at integrere ham hurtigt, så han kan hjælpe os med de kommende opgaver i Bundesligaen og i Europa League, siger Hannover-træner Mirko Slomka til klubbens hjemmeside.

Ifølge Bild har den tyske klub betalt i omegnen af 10 millioner kroner for den senegaleseske angriber.

Seneste nyt på tipsbladet.dk