Hjulmand: Frygtede aldrig en fyring
Illustration
Bundesliga

Hjulmand: Frygtede aldrig en fyring

Kasper Hjulmand frygtede på intet tidspunkt en fyreseddel, selv om han startede katastrofalt for Mainz.

Man siger, at alt godt kommer til den der venter, og at der kan være noget om snakken, er Kasper Hjulmand et levende bevis på. For han ventede godt nok i lang tid på sin første succesoplevelse som cheftræner for Mainz. Bundesliga-klubben skulle ekspederes ud af Europa League og pokalturneringen af upåagtede modstandere, før skuden vendte.

Nu går det til gengæld rigtig godt for Mainz og Kasper Hjulmand, der er ubesejret i Bundesligaen som et af fire mandskaber. I starten opstod der ellers hurtigt snak om, at Hjulmand kunne være på vej mod en fyreseddel, men danskeren mærkede aldrig, at ledelsen i Mainz rystede på hånden.

- Vi vidste, det kunne blive en svær start. Det talte Christian Heidel (Mainz' sportsdirektør, red.) og jeg allerede om før sæsonen. Der kom en ny trænerstab med nye ideer, så det var næsten uundgåeligt, at det ville blive svært i starten, siger Kasper Hjulmand til Kicker og fortsætter:

- Jeg har ingen frygt for at miste jobbet, for klubben ved, at jeg er parat til at give alt, og jeg ved, at klubben har tiltro til mine ideer.

Kasper Hjulmand råder over et ungt hold i Mainz, og danskeren forventer fuld engagement fra sine spillere.

- Hvis spillere vil præstere deres bedste, så er de nødt til at vise det udenfor banen også. De er nødt til at spise rigtigt, få styr på det mentale og få sovet nok. De allerbedste spillere tilrettelægger hele deres dag efter, hvordan de kan blive bedre fodboldspillere, fastslår den tidligere FCN-træner.

Mainz skal i weekenden op mod Nicklas Bendtner og Wolfsburg.