Højbjerg: Er på et andet niveau nu
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Bundesliga

Højbjerg: Er på et andet niveau nu

Pierre-Emile Højbjerg føler sig som en langt bedre fodboldspiller nu end for seks måneder siden.

Pierre-Emile Højbjerg lod sig i vinterpausen udleje fra storklubben FC Bayern München til væsentlig mindre FC Augsburg for at få noget fast spilletid og noget mere hår på sin 19-årige brystkasse. En mission, der lykkedes til fulde for danskeren.

Højbjerg spillede således en nøglerolle for Augsburg i foråret, og han bidrog blandt andet med to flotte mål for klubben. Når han ser tilbage på lejemålet, er det også med tilfredshed.

- Jeg har lært en masse og er på et helt andet niveau nu. De minutter, jeg fik, er guld værd. Ikke fordi jeg spillede godt eller til tider mindre godt – men fordi jeg har lært at spille i Bundesligaen hver weekend. Jeg er mere moden end for et halvt år siden, og jeg er blevet en bedre fodboldspiller, siger Pierre-Emile Højbjerg til Kicker.

Nu er spørgsmålet, hvad fremtiden bringer for det danske stortalent.

Lejemålet i FC Augsburg bliver ikke forlænget, men det er uvist, om han bliver i FC Bayern i næste sæson eller tager turen til en anden storklub. Især Borussia Dortmund meldes meget interesseret i Pierre-Emile Højbjerg, men i dag skriver Bild, at forhandlingerne mellem Bayern München og Dortmund om Ilkay Gündogan er brudt sammen, og det kan meget vel have en effekt på Højbjergs flirt med Dortmund.

Hovedpersonen selv bruger imidlertid ikke meget krudt på at spekulere over fremtiden.

- Rygter vil der altid være - det har der været de seneste to tre- transfervinduer, hvor jeg har været en del af det. Det er selvfølgelig en indikation af, at jeg er på rette på vej. Men på den anden side må jeg se på, hvad der er vigtigst og bedst for mig og så tage tingene som de kommer, sagde Pierre-Emile Højbjerg i fredags til tipsbladet.dk