Højbjerg: Husker vejen til gennembrud for Lahm, Kroos og Alaba
Illustration
Bundesliga

Højbjerg: Husker vejen til gennembrud for Lahm, Kroos og Alaba

Pierre Emile Højbjerg overvejer et farvel til Bayern München, men husker på samme tid karrierevejen til gennembrud hos de tyske mestre, som blandt andre Philipp Lahm, Toni Kroos og David Alaba har været igennem.

Philipp Lahm, Toni Kroos og David Alaba foretog alle en omvej til gennembruddet i Bayern München-trøjen. Anfører Lahm var forbi Stuttgart, Kroos, der nu spiller i Real Madrid, var lejet ud til Bayer Leverkusen, mens østrigske Alaba var forbi Hoffenheim i en enkelt sæson, før Bayern igen kaldte på ham.

Den lidt lange tur mod gennembruddet i Bayern München har Pierre Emile Højbjerg nu også noteret sig, og han ser op til de etablerede profiler, som spiller på absolut højeste niveau. Men danskeren har også ambitioner på sine egne vegne, og derfor tyder alt på et farvel til Bayern München snarest.

- Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil blive i Bayern så længe som muligt. Men en ung spiller skal tage det næste skridt i sin karriere på et tidspunkt. Jeg er meget taknemmelig overfor Bayern, så det er svært at sige, hvad fremtiden vil bringe. Jeg husker dog karrierevejene for Lahm, Kroos og Alaba. Så jeg overvejer mine muligheder, siger Højbjerg til AZ.

- Min agent vil nu sætte sig ned sammen med Bayern for at diskutere mulighederne, og efter det kan jeg fortælle, hvad der vil ske. Det kommer også an på, hvad klubben og træneren har overvejet, lyder det videre fra Pierre Emile Højbjerg.