HSV-målmand: Føler at jeg er blevet tre år ældre
Foto. Michael Probst / Polfoto
Bundesliga

HSV-målmand: Føler at jeg er blevet tre år ældre

Målmand René Adler mistede troen undervejs, men han og resten af HSV endte med at redde livet i Bundersligaen.

Beskederne var skrevet flere steder på de sociale medier. Flere varianter af "Farvel HSV" var fundet frem, da Karlsruhe scorede til 1-0 i det 78. minut. 
 
Efter 1-1 i den første kamp var Hamburger SV tvunget til scoring, hvis ikke nedrykning skulle være en realitet. Og så, på et frispark lige udenfor feltet i overtiden, kom det håb tilbage, som de fleste havde smidt væk.
 
Marcelo Diaz udlignede og skaffede forlænget spilletid, og da der var fem minutter tilbage af den, kunne Nicolai Müller sende HSV tilbage i Bundesligaen.
 
HSV-målmand René Adler måtte redde et straffespark helt til slut, som Karlsruhe ikke kunne bruge til at skabe spænding, og han var en lettet mand efter kampen.
 
- Jeg føler, jeg er blevet tre år ældre i aften. Det var en vanvittig kamp, og alt kunne være sket i sådan en kamp. Jeg nåede at tænke, at vi var rykket ned i den næstbedste række, men så sagde jeg til mig selv, "nej, det kommer ikke til at ske".
 
- Det er utroligt, hvad vi har præsteret i de seneste seks uger. Det er en triumf for holdånden, sagde Rene Adler til Reuters.