HSV-træner før gys: Det bliver vitalt
Foto: Joerg Sarbach/Polfoto
Bundesliga

HSV-træner før gys: Det bliver vitalt

Hamburger SV skal ud i to kampe om overlevelse i Bundesligaen, når traditionsklubben møder nummer tre fra 2. Bundesligaen i kampen for en ny sæson.

Hamburger SV var på randen af nedrykning, da holdet lørdag tog imod Schalke 04 i sidste spillerunde. Efter 51 år og 272 dage i den bedste tyske række kunne Bundesliga-eventyret være slut for den nordtyske klub, der dog i første omgang afværgede katastrofen med 2-0 hjemme over Schalke 04. En sejr til Stuttgart i bunden betyder dog, at klubben atter skal i playoff om en ny sæson. 

Her møder HSV nummer tre fra den næstbedste række, der bliver enten Karlsruhe eller Kaiserslautern. En situation som holdet før har stået i, og dette kan blive en fordel, vurderer HSV-træner Bruno Labbadia: 

- Jeg kan forestille mig, at det har været meget nervepirrende sidste år. Nu venter der to finaler for os, der skal sikre endnu en sæson i Bundesligaen. Jeg håber på, at det kan gøre holdet stærkere, at vi har stået i denne situation før. Der er dog ingen tvivl om, at det hold, der kommer fra 2. Bundesligaen kommer med både kvalitet og sult. Det skal vi forsøge at overmatche, siger Bruno Labbadia til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Hvis man så på situationen for seks uger siden, var vi så godt som sikre på at rykke ned. Dengang var der ingen, der havde sat en krone på os. De seneste uger har dog vist, hvad vi er lavet af som hold, og vigtige præsentationer har sikret, at vi nu har en chance mere. Det var helt utroligt, hvilken støtte vi fik i kampen mod Schalke 04. Den kunne vi ikke have forventet på forhånd, men i Hamburg har man en særlig kraft til at finde noget helt unikt frem, når det virkelig gælder. Jeg håber, at dette kan findes igen, for det er helt vitale kampe, der venter, udtaler HSV-træneren. 
 
Også i sidste sæson måtte HSV i playoff efter en skidt sæson. Her var det endda tæt på at gå helt galt mod Greuther Fürth, der i første møde på Imtech Arena fik 0-0. En spinkel sejr i returen sikrede dog akkurat, at uret kunne tikke videre på Imtech Arena. 
 
Første playoff-kamp i denne omgang venter den 28. maj, inden returen spilles 1. juni 2015.