Interview: Bendtners nye boss vil i Champions League
Illustration
Bundesliga

Interview: Bendtners nye boss vil i Champions League

I marts talte Tipsbladet med Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs om visionerne i den tyske klub. Læs det store interview med Bendtners nye boss her.

Nicklas Bendtner er blevet præsenteret som ny spiller i den tyske klub Wolfsburg. Tidligere på året talte Tipsbladet med Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs om ambitionerne i den tyske klub. 

Vi bringer her hele interviewet i sin helhed.

BRAGT I TIPSBLADET 7. MARTS 2014

"Først og fremmest vil vi tages seriøst"

I de senere år har Wolfsburg været en klub, som notorisk har underpræsteret i forhold til sine økonomiske midler og tidligere resultater, der blandt andet tæller et mesterskab i 2009, men nu er der så småt kommet styr på klubben igen. En af hovedrollerne i den udvikling har Klaus Allofs, der siden november 2012 har været Wolfsburgs sportsdirektør. I et interview med Tipsbladet fortæller han om dyre indkøb, pengene fra Volkswagen, de forbedrede resultater og jagten på Bayern München, som Wolfsburg møder lørdag.

Seriøsitet.

Det er et begreb, som Klaus Allofs, sportsdirektør i VfL Wolfsburg, flere gange bruger, når han skal fortælle, hvad han gerne vil opnå.

Det handler ikke om sejre, trofæer og internationale turneringer: Wolfsburg skal først og fremmest være en klub, hvor der er styr på tingene.

Det modsatte har været tilfældet i en del år. I 2009 blev Wolfsburg højst overraskende tysk mester med det forrygende hold, der talte skarpretterne Grafite og Edin Dzeko, som blev henholdsvis nummer ét og to på den tyske topscorerliste. Men i stedet for at blive katapult frem mod en fast position øverst i tysk fodbold, blev 2008-09-sæsonen det sidste gode år i en lang periode.

Samme sommer forlod Felix Magath klubben for at blive træner i Schalke, og han blev afløst af årelang ustabilitet.

På tre sæsoner nåede Wolfsburg at have syv forskellige trænere, og i tabellen var tiden som tophold slut.

Wolfsburg sank ned i rækken og var i sidste sæson endda i voldsomme nedrykningsproblemer undervejs - og det på trods af, at budgetterne var fede og spillerne dyre.

Det var det, som Klaus Allofs gerne ville have stoppet, da han i november 2012 blev ny sportsdirektør i klubben efter mange år i en tilsvarende stilling i Werder Bremen.

57-årige Allofs ville have, at Wolfsburg ikke længere bare var den rige klub, som det øvrige Tyskland rystede på hovedet af.

"Måske skal man gå tilbage til 2009, da Wolfsburg blev mester. Jeg vil ikke kalde det held, men det var en specielt situation, og jeg tror, at alle her i klubben var overraskede over at blive mestre foran store hold. Det er en svær situation for en klub, og man kan komme til at tage forkerte beslutninger. Ting kan gå galt, og meget gik galt her. Nu er alle glade for, at vi viser, at det er en seriøs klub, som kan gøre det bedre, end det er blevet gjort i de seneste år. Det er det vigtigste. Det er ikke at vinde en titel eller spille i Europa. Det er at vise, at det er en klub som handler ansvarligt med sine penge, og hvor alle har det godt," fortæller Klaus Allofs i telefonen fra Wolfsburg.

Som noget af det første i sin tid i klubbben ansatte Allofs per 1. januar 2013 Dieter Hecking som ny træner, og han sidder 14 måneder senere uhyre solidt i sit sæde - bestemt ingen selvfølge med Wolfsburgs trænerhistorie in mente. Og resultaterne er da også med ham: 6-2-nederlaget til Hoffenheim i sidste weekend svider, men "Die Wölfe" er nummer fem i Bundesligaen, bare to point fra en billet til Champions League-kvalifikationen og nogenlunde solidt konsolideret i de europæiske placeringer.

"Vi er ganske godt tilfredse med sæsonen. Første halvdel var okay. Vi sluttede med 30 point, og det var mere, end vi regnede med. Begyndelsen på anden halvdel var svær med nederlag på hjemmebane mod Hannover og mod Schalke. Vi spillede ikke så dårligt, selv om vi tabte, men nu er vi tilbage på rette spor, og vi er også i semifinalen af den tyske pokalturnering. Så alt går fint," siger Allofs.

Mere end Diego og De Bruyne
Vi skruer tiden tilbage til november 2012. Klaus Allofs var nyansat og fik ansvaret for en trup, der lå lige over stregen i Bundesligaen, og som t T efter den nye sportsdirektørs mening var alt for stor med sine mere end 30 spillere. Det satte han sig for at gøre noget ved som noget af det første.

"Det var en svær situation, for vi manglede point. Det store problem var, at vi havde for mange spillere, så vi skulle reducere antallet og samtidig forstærke vores teamspirit. Det var også vigtigt økonomisk. Efter mesterskabet i 2009 var der mange problemer, og folk var utilfredse, så det var nødvendigt at ændre klubbens ånd," siger Allofs.

Allerede i sit første transfervindue begyndte den nye chef at udleje spillere, og i dag er førsteholdstruppen nede på 27 mand. Nogle af dem har Allofs selv hentet til Wolfsburg. I sommer lykkedes det ham at få fat i Luiz Gustavo, Bayerns eftertragtede midtbanereserve, og i januar ankom Kevin de Bruyne. Den 22-årige belgier var sidste år udlejet fra Chelsea til Allofs' Werder Bremen, og da de Bruyne ikke slog til i London i denne sæson, hentede sportsdirektøren ham for anden gang, denne gang til Wolfsburg. De Bruyne kostede godt 130 millioner kroner og var efter Juan Mata, Nemanja Matic og Yohan Cabaye vinterens dyreste europæiske indkøb, men så har Wolfsburg også fået en spiller, der i sidste sæson var blandt Bundesligaens allerbedste, for pengene.

"Det er meget vigtigt at købe sådan en spiller og af flere årsager. Først og fremmest er det vigtigt at få spillere af høj kvalitet, som vi også fik med Luiz Gustavo i sommer. Men det er også vigtigt at sende et signal til resten af ligaen om, at spillere som ham vælger Wolfsburg, og at de regner Wolfsburg som et interessant projekt og som en klub, der vil deltage i de internationale turneringer. Så det var et meget stort skridt for os," siger manden bag storindkøbet.

Men det skal ikke kun være spillere som de Bruyne og Gustavo, som holdet bygges op omkring. I Wolfsburg ved man godt, at man har et særligt ry i fodboldverdenen på grund af den stærke tilknytning til Volkswagen og ikke mindst marketingsbudgettet hos den lokale bilfabrikant, men det skal ikke forhindre klubben i at satse på andet og mere end dyre indkøb.

"Først og fremmest vil vi tages seriøst. Tidligere når folk snakkede om Wolfsburg, handlede det kun om penge og store handler og det vil vi ændre. Vi ved, at vi får mange penge fra Volkswagen, og at Volkswagens hjælp er vigtig, men vi vil arbejde fornuftigt. Vi vil ikke kun købe store stjerner som Luiz Gustavo og Kevin de Bruyne og tidligere Diego. Vi vil også udvikle unge spillere fra vores ungdomshold. Vores midterforsvarer Robin Knoche [21 år - 22 Bundesliga-kampe i denne sæson] er fra vores egen ungdomsafdeling, Maximilian Arnold [ 19 år/ 16 kampe] det samme. Vi vil arbejde med unge spillere fra vores akademi, men vi vil have det rette antal, og vi vil også have kvalitetsspillere. Det er man nødt til, hvis man vil have succes internationalt. Så det går vi efter.".

Jagten på Bayern
Bundesligaen er hypet som aldrig før. Tilskuerne strømmer til, både fra Tyskland og udlandet, talenterne vælter ud af akademierne og er eftertragtede i hele Europa, og holdene spiller fremragende og underholdende fodbold. Klaus Allofs har befundet sig i centrum af tysk fodbold gennem mange år, og han er også begejstret for udviklingen.

"Det er en succeshistorie. Klubberne gør det godt, strukturen er i orden. Vi traf de rigtige valg for 15 år siden, da alle klubberne skulle bygge akademier til de unge spillere. Det var meget vigtigt. Men infrastrukturen, som vi har lavet mange år før, er en af årsagerne til den store interesse for fodbold i Tyskland. Det har vi gjort for mange år siden, men nu har vi også haft to hold i finalen i Champions League. Så det er ikke kun en interessant liga. Nu har vi også to-tre hold, der kan gå efter pokalen i Champions League."

"Tysk fodbold er velorganiseret, og vi har et licenssystem, som sørger for en ordentlig økonomisk struktur. Alt det tilsammen og de problemer, som de andre ligaer har, gør, at tysk fodbold ikke bare på banen, men også udenfor fremstår stabil og seriøs. Og vi er ikke færdige endnu. Næste år får vi flere penge i tv-rettigheder, og den internationale anerkendelse stiger. Vi er i gang med at lukke hullet til de store ligaer som Premier League og den italienske og spanske liga. Det er meget vigtigt." Spørgsmålet er så bare, hvilken rolle Wolfsburg spiller i succesen.

Tror man selv på, at man igen kan blive en fast udfordrer til klubber som Dortmund, Leverkusen og Schalke?

"VfL Wolfsburg er en speciel klub. Wolfsburg er en lille by, 130.000 indbyggere, men vi er tæt forbundet med Volkswagen. Med Volkswagens hjælp har vi fået gode forhold. Hvis vi tager de rigtige beslutninger i fremtiden, kan vi blive en klub, som ligger mellem nummer to og seks i Bundesligaen. Måske kan man blive nummer ét hver tiende eller hver 15. år, så vi går efter at stabilisere os i den del af tabellen. Det kan vi nå. Med vores stadion, vores træningsanlæg og vores hjælp fra Volkswagen er vi i en situation, hvor vi kan få succes."

"Jeg er glad for, at du ikke nævner Bayern München, for det har mange gjort i det seneste stykke tid. De har sagt, at de eneste, som kan konkurrere med Bayern, er VFL Wolfsburg. Det er ikke sandt, for de er virkelig langt foran resten af ligaen."

Ja, det er de. For selv om Wolfsburg er godt stillet økonomisk og kan lægge et trecifret millionbeløb for en spiller som Kevin de Bruyne, er der langt til de summer, som Bayern München i sommer brugte på at hente Tysklands måske mest eftertragtede talent, Mario Götze. Bayern er forsvarende treble-vindere og tordner mod endnu et mesterskab. I denne weekend er det så Klaus Allofs' Wolfsburg, der skal forsøge at stoppe sydtyskerne, men selv om det virkelig skulle ske, og Wolfsburg blev det første Bundesliga-hold, der stoppede Bayern, er der stadig voldsomt langt mellem storklubben fra Säbener Strasse og resten af ligaen.

"I år kan ingen konkurrere med dem. Det er en speciel situation. Her i Tyskland diskuterer alle, om det er godt eller skidt, at vi har så godt et hold. Jeg synes, det er godt. I øjeblikket har vi det måske bedste hold i verden, og det er godt for landet og for konkurrencen. Selvfølgelig skal vi sørge for, at hullet ikke bliver for stort mellem Bayern München og alle andre, men jeg er ret sikker på, at der kommer til at være andre mestre i de kommende ti år."

"Folk glemmer hurtigt. Vi har lige haft Borussia Dortmund som mester to gange. I 2009 havde vi Wolfsburg. Vi har haft Stuttgart, vi har haft Werder Bremen. I øjeblikket har de et rigtigt godt hold, og de laver ingen fejl, hverken på eller uden for banen, men alle ved, at meget kan ændres sig hurtigt - som det er sket tidligere. I de seneste 20-25 år har Bayern München hver sæson været favoritter til mesterskabet, men der har været mange andre mestre."

"Men de gør det godt. De tager de rigtige beslutninger ved at vælge de rigtige spillere, men også ved at vælge den rigtige træner i Jupp Heynckes. Og nu har de igen valgt den rigtige træner i Pep Guardiola. Men vil de blive på toppen i de næste ti år? Jeg ved det ikke. Hvad med spillerne? Vil de prøve noget andet? Hvad sker der, når Robben, Ribery eller nogle andre vil noget nyt? Der er mange spørgsmål, men Bayern München er selvfølgelig også godt forberedt på fremtiden."

Det er Wolfsburg også. Der er kommet ro på hos de tidligere mestre, og det er igen blevet muligt at kigge opad. Ikke helt op til weekendens modstandere fra Bayern München, men mindre kan gøre det - for eksempel en sejr over Dortmund i pokalsemifinalen i midten af april.

"På kort sigt drømmer jeg om at komme i finalen i den tyske pokalturnering, for det er altid noget særligt for en klub. Sidste år var vi uheldige. Vi skulle spille semifinalen i München, og i år skal vi spille i Dortmund. Det er ikke nemt, men det drømmer jeg om. I fremtiden er min drøm, at vi ikke kun i Tyskland, men i hele verden regnes som en seriøs klub, som tager fornuftige beslutninger, og forhåbentlig kan vi etablere os, så vi hvert år kvalificerer os til europæisk fodbold. Og hvis vi gør det så godt, drømmer jeg om igen at komme i Champions League, som jeg mange gange har været med Werder Bremen," siger Klaus Allofs.

Og mener det helt seriøst.