Jagtet af Liverpool, men… Dortmund-talent forlænger kontrakten
Dortmund er i de sidste adskillige år blevet kendt som én af verdens bedste talentfabrikker, hvor blandt andet Mario Götze og Marco Reus er blevet produceret.
Derfor søger alverdens talenter da også netop til Dortmund, ligesom Christian Pulisic gjorde tilbage i februar 2015.
Det helt store gennembrud har amerikaneren fået i denne sæson, hvor han kraftigt er blevet rygtet til Liverpool.
Nu bliver rygtet dog manet til jorden, for offensivspilleren har nemlig forlænget kontrakten, så den nu er gyldig til juni 2020.
- Jeg har stadig meget at lære. Her i Dortmund findes de bedste betingelser for mig, forklarer Pulisic til holdets hjemmeside om bevæggrundene for forlængelsen.
- Her har jeg chancen for at spille foran 80.000 fans. Vi har de bedste fans i verden, så det kunne ikke blive bedre.
Kontraktforlængelsen vækker selvsagt også store glæde hos sportsdirektør Michael Zorc.
- Vi er meget glade for at have sikret os en langtidskontrakt med endnu en ekstraordinær talentfuld spiller, siger Zorc.
I dag kunne Dortmund ligeledes offentliggøre, at man har skrevet kontrakt med det svenske stortalent Alexander Isak.