
Stig Tøfting var i går i sin klumme i Ekstra Bladet ude med riven efter Simon Kjær. Her skrev den tidligere landsholdsspiller, at Simon Kjær ikke var de 90 millioner kroner værd, som Wolfsburg i juli-måned betalte for ham.
Den udmelding er den unge forsvarskomet dog ikke enig i.
- Den pris lægger et stort pres på mig. Det lever jeg med, og jeg er stolt af det. Jeg siger til mig selv, at jeg er de penge værd. Hvis jeg begynder at tvivle på mig selv, tror jeg kun, at det kan gå en vej, fortæller Simon Kjær i dagens udgave af Ekstra Bladet.
Simon Kjær har ikke fået den bedste start på sin tid i Wolfsburg. Så sent som i forrige weekend var han med i det meget omtalte 4-3-nederlag til Mainz, hvor Wolfsburg ellers var foran 3-0. Men ikke nok med at Kjær var med til at tabe kampen - han var også direkte skyld i Mainz' fjerde scoring.
- Indtil for en uge siden tænkte jeg ikke rigtig over det med de mange penge. Men det gør ondt at være foran 3-0, tabe 4-3 og være skyld i deres sejrsmål, siger Kjær.
Som dansker må man håbe, at den tidligere FCM'er har ladet de store fejl blive syd for grænsen, og at han derfor ikke får problemer i tirsdagens vigtige landskamp mod Island.