Leon Andreasens Hannover-comeback udskudt
Foto: Thomas Eisenhuth/Polfoto
Bundesliga

Leon Andreasens Hannover-comeback udskudt

Leon Andreasen er blevet sat tilbage i sin genoptræning i Hannover 96, og han er stadig ikke i stand til at træne med i Bundesliga-klubben.

Leon Andreasens karriere har været præget af skader, og nu er han igen havnet i en lang skadesperiode.

I september løb Leon Andreasen ind i en skade, der efter planen skulle holde ham ude af Hannover 96-holdet resten af året, men dengang var håbet, at danskeren kunne træne med lige efter vinterpausen.

Det var Andreasen ikke i stand til, og her kort tid før februar måned og genopstart af Bundesligaen er han stadig ikke vendt tilbage til træningen i den tyske klub. Hannovers manager Dirk Dufner havde ellers set forbedringer hos danskeren, men de seneste par uger har sat Andreasen tilbage.

- Jeg har svært ved at vurdere det. Før træningslejren var signalerne positive. Det er de ikke mere, siger Dufner til Bild.

Selv er danskeren også uforstående over for situationen, selvom han trods alt føler, at han kun mangler lidt for at kunne være tilbage på træningsbanen.

- Hvis alt var gået vel, så havde jeg været sammen med holdet og træne nu. Men jeg mangler de sidste 10 procent, siger Andreasen.

Den langtrukne skadesperiode truer også med at forkorte Leon Andreasens tid i Hannover, skriver Bild. Sidste sommer forlængede parterne kontrakten til 30. juni i år med option på yderligere et år. Det ekstra år var dog betinget af 20 optrædender i sæsonen, og Andreasen har indtil nu kun optrådt i seks kampe for klubben.

Der resterer 18 runder af Bundesligaen.