
Forventningerne var tårnhøje, da Michael Ballack vendte hjem til Leverkusen otte år efter, at han forlod klubben til fordel for Bayern München og senere hen Chelsea.
Men nu snart to år efter er det ikke gået, som klubben havde håbet.
- Det er tid til at indrømme, at de tanker, vi havde for 20 måneder siden, ikke er blevet realiseret. Vi forventede mere af Michael Ballack rent sportsligt, og han forventede helt sikkert mere af sig selv, siger klubbens præsident Wolfgang Holzhauser til express.de.
Den 35-årige midtbanespiller var så utilfreds med at blive udskiftet i sidste weekends kamp mod Mainz, at han hovedrystende forlod banen og ignorede Leverkusen-træner Robin Butt.
- Han skal tænke over, hvorvidt hans opførsel er god for klubben. Rudi Völler (sportsdirektør, red.) og jeg selv har snakket med ham om det denne uge, men desværre uden succes, lyder det fra Holzhauser.
Ballack er en færdig mand i klubben til sommer, hvor hans kontrakt udløber, men han håber selv, at han kan fortsætte karrieren i en anden klub.