Lewandowski efter scoring: Forløsning
Illustration
Bundesliga

Lewandowski efter scoring: Forløsning

Robert Lewandowski scorede tirsdag sit første mål på Allianz Arena, da Bayern slog Paderborn med 4-0 i Bundesligaen.

Bayern-tilhængerne har store forventninger til den tidligere Dortmund-stjerne Robert Lewandowski, der blev hentet til klubben i sommer. Tirsdag kom så den forløsende første scoring på hjemmebane, da Lewandowski var med til at sikre en 4-0 sejr over Paderborn. 

En vigtig scoring for Bayern-angriberen, der havde væbnet sig med tålmodighed: 

- Jeg var nødt til blot at tage den med ro. Jeg vidste, at scoringen ville komme. Det var mit første mål på hjemmebane for Bayern München, og det var et dejligt moment for mig. Jeg håber, at det bliver en vane at score hjemme, og at jeg kan score mange mål i fremtiden. Derudover håber jeg, at vi kan vinde hver kamp, siger Robert Lewandowski til Goal.com. 

Næste opgave for Bayern München venter lørdag, når holdet på udebane tørner sammen med FC Köln.