Video : Tipsbladet
Bundesliga

Medie: Dortmund i stort bud på Kasper Dolberg

Danske Kasper Dolberg kan være på vej til Bundesligaen, hvor Borussia Dortmund overvejer angriberen.

Tyske Borussia Dortmund har haft et skuffende 2016. Holdet er trods succes i Champions League kun nummer seks i Bundesligaen, hvor det er blevet til 27 points i 16 kampe. Det skaber forventninger til januar-transfervinduet, hvor flere emner er i spil for Dortmund og træner Thomas Tuchel. 

Et af emnerne er ifølge den tyske avis Bild.de danske Kasper Dolberg. Den unge angriber er et varmt navn i flere klubber, og ifølge avisen er Dortmund nu klar med et markant tilbud til Ajax for at få fingrene i danskeren. Bundesliga-klubben er klar til at kaste 20 millioner euro efter Dolberg - svarende til 148 millioner danske kroner. 

Ajax har endnu ikke taget stilling til det mulige tilbud fra Tyskland, men hovedpersonen selv har tidligere udtalt, at han ikke er afvisende i forhold til en fremtid i Bundesligaen: 

- Jeg har ikke noget favorithold eller nogen favoritliga på den måde. Så det må vi se på til den tid, sagde Dolberg til TV3 Sport tilbage i november 2016.

Hvis Kasper Dolberg kommer til Dortmund, bliver han ikke eneste danske stortalent i klubben. Holdkortet tæller nemlig i forvejen Jacob Bruun Larsen, der også er spået en stor fremtid.