Måske kunne det være en god idé for Ståle Solbakken og FC Köln at nægte sine spillere at tage til det årligt tilbagevendende karneval i byen. Slovenske Miso Brecko valgte i sidste uge at sætte sig ind i sin bil med en promille på 1,6 og køre en tur efter et tog på S-Bahn-skinnerne.
I går var 22-årige Kevin Pezzoni så uheldig, da han var til karneval. FC Köln-forsvareren blev slået i gulvet af en "fan", der brækkede Köln-spillerens næse. Ifølge Express var Pezzoni selv uskyldig, men han kan nu se frem til en mindre pause.
- Det sortnede for mine øjne, og jeg kom straks ind i samaritrummet. Jeg ringede straks til politiet, siger Kevin Pezzoni til avisen.
Årsagen til overfaldet er endnu ukendt, men Kevin Pezzoni er en upopulær mand i FC Kölns fankredse, da han offentligt udtrykte ønske om at forlade klubben i januar.
Pezzoni har spillet otte kampe i denne sæson. Han kom senest ind fra bænken i kampen mod Hamburger SV og Kaiserslautern. Han var ikke på banen i nederlaget mod Nürnberg lørdag.