Video : Tipsbladet
Bundesliga

Officielt: Bayern udlejer Gnabry til Hoffenheim

Det blev ikke til mange uger i Bayern før Gnabry blev lejet ud til en anden Bundesliga-klub.

22-årige Serge Gnabry bliver i den kommende sæson i Bundesligaen lejet ud fra Bayern München til Hoffenheim. Det melder Bayern selv ud om offensivspilleren.

Gnabry underskrev i sidste måned en tre-årig kontrakt med Bayern München, og gennemførte derfor et skifte fra Werder Bremen til Bayern. Men det bliver ikke Bayerns trøje, han skal trække over hovedet. I stedet kommer han til at spille den kommende sæson hos Hoffenheim.

Skiftet er kommet i stand efter, at Gnabry selv ønskede at blive udlejet. Det fortæller Bayerns direktør og klublegende Karl-Heinz Rummenigge til klubbens officielle hjemmeside.

- Det var alene Serges eget ønske at blive lånt ud, så han kunne få mere spilletid. Samtidig er der også garanti for, at det bliver på et højt niveau, når det er hos Hoffenheim. Jeg vil i den forbindelse gerne takke dem for seriøse og konstruktive forhandlinger, som har ført til denne aftale, siger Rummenigge.

Aftalen er også kommet kort efter, at James Rodriguez er kommet til klubben, hvilket godt kunne have en vis indflydelse.

I sidste sæson bev det til 11 mål i 27 kampe for Werder Bremen.