Officielt: Bayern München henter Süle og Rudy
Foto: Laurence Griffiths/Getty Images
Bundesliga

Officielt: Bayern München henter Süle og Rudy

Bayern München svækker Bundesliga-konkurrenten Hoffenheims defensiv markant til sommer. Niklas Süle og Sebastian Rudy tager til den sydtyske gigant.

Bayern München har foretaget en ny magtdemonstration ved at annoncere, at man er nået til enighed om at hente de to defensive Hoffenheim-profiler Niklas Süle og Sebastian Rudy. Duoen tager til de tyske mestre til sommer.

De to profiler for Bundesliga-overraskelsen har begge A-landskampe for Tyskland på CV’et. Især 21-årige Süle, der fik landsholdsdebut sidste år, har været en eftertragtet herre, med nu flere solide sæson for Hoffenheim.

Rudy kommer på en fri transfer og skriver kontrakt til sommeren 2020, mens Süle er hentet for et ikke angivet beløb og binder sig til klubben til sommeren 2022.