Optakt: Bayern München – Hoffenheim
Bundesliga

Optakt: Bayern München – Hoffenheim

Det er top mod bund, når Bayern skal forsøge at forsvare deres perfekte hjemmebanestatistik.

Kampfakta:
Spillested: Allianz-Arena, München
Dommer: Drees
Kampstart: Søndag 17:30
På tv: Eurosport DK

Holdnyt: 
Bayern München:
Mestrene slap fra Hamburg med de tre point i åbningskampen, men bortset fra en skarp Lewandowski,var præstationen ikke prangende.
 
Mest bekymrende var det dog, at Boateng måtte udgå med en skade, der holder ham ude i op til tre måneder. En skade der kommer i kølvandet på en lang række andre skader, og som har skabt kritik af Pep Guardiolas træningsmetoder.
 
Til søndagens sene kampe er Bayern således uden Ulreich, Benatia, Boateng, Rafinha, Götze og Ribery.
 
Selv med de mange skader bør Bayern hjemme være storfavoritter mod Hoffenheim. Holdet har vundet samtlige hjemmekampe i sæsonen, og i de to klubbers hidtil 15 indbyrdes opgør er det endnu aldrig blevet til et nederlag for sydtyskerne.
 
Hoffenheim:
Gæsterne fik et point til samlingen, da de i forårets første kamp spillede 1-1 mod Leverkusen. Dermed kravlede Stevens tropper for en stund væk fra sidstepladsen i kraft af bedre målscore end Hannover.
 
I kampen mod Leverkusen kom Hoffenheim endnu en gang foran, og endnu en gang smed de en føring væk. Det var syvende gang i sæsonen, at det skete, og det gør dem til det hold, der har sværest ved at forsvare en føring. Til sammenligning har Bayern vundet samtlige kampe, hvor de har scoret først. 
 
Til kampen mod mestrene må Stevens med sikkerhed undvære Herdling, der er ude med en knæskade. Derudover er der tvivl om Strobl, der har været ramt af sygdom, ligesom Schwegler fortsat er tvivlsom efter sin skade.
 
Karantæner: 
Bayern München: Ingen
Hoffenheim: Ingen
 
Bud på startopstillinger:
Bayern München: Neuer - Lahm, Javi Martinez, Badstuber, Alaba - Xabi Alonso - Douglas Costa, T. Müller, Thiago, Coman - Lewandowski
Hoffenheim: Baumann - Kaderabek, Schär, Süle, J.-S. Kim - Strobl, Rudy - Volland, Hamad, Schmid - E. Vargas
  
Vidste du, at...:
Lewandowski med 18 mål allerede har tangeret sin måltotal fra sidste sæson? Mod Oliver Bauman står han desuden over for en af sine yndlings-målmænd. Polakken har scoret ti gange mod Baumann.
 
Dom: 
Selvom Bayern kæmper med skader, kan det ikke blive til andet end en sikker hjemmesejr. Sydtyskerne er dog ikke ligeså flittigt scorende som først på sæsonen, og mod et godt organiseret Stevens-mandskab bliver det ikke en målfest af de store. 2-0 til Bayern.

Læs flere optakter, analyser, portrætter og meget mere om tysk fodbold hos Bulibold.