Optakt: Bayern München  – Werder Bremen
Bundesliga

Optakt: Bayern München – Werder Bremen

Mestrene åbner sæsonen mod en decideret yndlingsmodstander, der samtidig er hårdt presset af skader.

Kampfakta:
Spillested: Allianz-Arena, München
Dommer: Dingert
Kampstart: Fredag 20:30
På tv: Eurosport 2

Holdnyt:
Bayern München:
5-0, 6-0, 5-2, 6-1 og 4-1. Det vil være en underdrivelse at sige, at Bayern hjemme på Allianz-Arena har haft nogenlunde styr på gæsterne fra Werder Bremen i de to klubbers seneste indbyrdes opgør.

Og det er umiddelbart også svært at få øje på, hvordan fredagens opgør skulle ende med noget som helst andet end en storsejr til de forsvarende mestre.

Ancelotti er ny mand i sædet, og han har fået en fin start på sin tid i klubben med sejre i både pokalen og Supercuppen.

Til sæsonpremieren bør det derfor heller ikke få den store betydning, at Bayern München må undvære en række af sine profiler. Badstuber, Boateng, Coman, Costa og Robben er alle ude med diverse skader.

Werder Bremen:
Mens Bayern er kommet fint fra start, har det være nogle mareridts dage for Skripnik på den modsatte bænk. De røg ikke blot ud af pokalen til Sportfreunde Lotte fra den tredjebedste række, men fik også nyindkøbet Max Kruse alvorligt skadet.

Den tidligere tyske landsholdsspiller forventes ude i op til ti uger, og han slutter sig dermed til en i forvejen lang skadesliste.

Sidste sæsons topscorer Pizarro er også ukampdygtig, ligesom Zetterer, Garcia, Bargfrede og Eilers er det. Torsdag aften kom det så frem, at også det kreative omdrejningspunkt Junuzovic er ude med skade.

Når vi oven idet lægger det faktum, at Werder Bremen havde ligaens næst dårligste forsvar i sidste sæson og over sommeren kun er blevet svækket yderligere, så begynder det at ligne en rigtig, lang fredag aften for de grønblusede i München.
Læg

Karantæner:
Bayern München: Ingen
Werder Bremen: Ingen

Bud på startopstillinger:
Bayern München: Neuer - Lahm, Hummels, Javi Martinez, Alaba - Thiago, Xabi Alonso, Vidal - T. Müller, F. Ribery - Lewandowski
Werder Bremen: Wiedwald - Gebre Selassie, L. Sané, Moisander, Caldirola - Grillitsch - S. Yatabaré, Fritz, Fröde, Sternberg - Bartels

Vidste du, at...:
Carlo Ancelotti bliver den blot fjerde italienske træner i Bundesligaen? Hans tre forgængere er Giovanni Trapattoni, Nevio Scala og Roberto Di Matteo.

Dom:
Bayern på hjemmebane i en åbningskamp mod en svækket modstander, som de plejer at have godt styr på. Kan du se, hvor vi gerne vil hen? Det bliver en storsejr til de tyske mestre. 4-0.

Læs flere optakter, analyser og meget mere om tysk fodbold hos Bulibold