Optakt: Borussia Dortmund – Mainz 05
Bundesliga

Optakt: Borussia Dortmund – Mainz 05

Kan Lössl igen redde Mainz, når han i sin Bundesligadebut gæster de tyske vicemestre?

Kampfakta:
Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund
Dommer: Hartmann
Kampstart: Lørdag 15:30
På tv: Eurosport 2

Holdnyt:
Dortmund:
Otte nye spillere. Det er foreløbigt facit for sommerens transfervindue i den sort-gule del af Ruhr. Dortmund har været særdeles aktive på transfermarkedet, og flere af nyindkøbene kan få Bundesligadebut lørdag.

I forsvaret kan Bartra se frem til sin første startplads, mens også Dembélé og Schürrle ligner startere. Rode har spillet godt i kampene op til, men med Weigl tilbage i fuld vigør, kan det være, at han ofres til fordel for den unge tysker, der var en af de positive overraskelser i sidste sæson.

Mario Götze er også tilbage i Dortmund efter tre lidt halvmislykkede år i Bayern. Det er dog ikke sikkert, at han allerede kommer i kamp lørdag, da han har en mindre skade, som også holdte ham ude af pokalen. En kamp som Dortmund i øvrigt vandt med 3-0.

Mens Götze er tvivlsom er Subotic, Reus og Durm med sikkerhed ude af opgøret.

Mainz:
Danskerklubben fik med nød og næppe slæbt sig videre i pokalen efter at have besejret Unterhaching på straffe.

Helten i den kamp blev nyindkøbet Jonas Lössl, der havde to redninger i den afgørende straffesparkskonkurrence. Samme Lössl bliver formentlig også eneste danske islæt på banen i lørdagens kamp. Både Zimling og Berggren er stadig ude på ubestemt tid.

Træner Martin Schmidt må også se bort fra Curci, Jairo og Latzer, ligesom Cordoba er tvivlsom, efter han pådrog sig en skade i pokalen.

Karantæner:
Dortmund: Ingen
Mainz: Ingen

Bud på startopstillinger:
Dortmund: Bürki - Passlack, Sokratis, Bartra, Schmelzer - Rode, Weigl - Dembelé, Kagawa, Schürrle - Aubameyang
Mainz: Lössl - Donati, Balogun, Bell, Brosinski - S. Serdar, José Rodriguez - Clemens, Malli, De Blasis - Cordoba

Vidste du, at...:
Andreas Christensen var seneste dansker til at få Bundesligadebut på Signal Iduna Park? Ved den lejlighed endte det med et nederlag på 4-0 til Gladbach, i en kamp hvor Andreas Christensen så lidt skidt ud i flere situationer. 

Dom:
Det plejer at blive nogle tætte kampe i Dortmund mellem de to hold, men som regel med hjemmeholdet som vinder. Det bliver det også denne lørdag, hvor den individuelle kvalitet bliver udslagsgivende. 3-1.

Læs flere optakter, analyser, portrætter og meget mere om tysk fodbold hos Bulibold