Optakt: Borussia Mönchengladbach – Bayer Leverkusen
Bundesliga

Optakt: Borussia Mönchengladbach – Bayer Leverkusen

Hjemmeholdet skal vinde for at forblive i top 4, mens Leverusen allerede i sidste runde sikrede Champions League-pladsen.

Kampfakta:
Spillested: Borussia-Park, Mönchengladbach
Dommer: Dankert
Kampstart: Lørdag 15:30

Holdnyt: 
Gladbach:
Die Fohlen sikrede sig i sidste runde et enkelt point i München, hvilket ikke blot udskød Bayerns mesterskabsfest, men også betød, at de rykkede op på fjerdepladsen i tabellen.
 
En utrolig bedrift taget i betragtning af, at holdet som bekendt indledte sæsonen med fem nederlag i træk og et farvel til Lucien Favre. Schubert har været en stor succes, siden han overtog tøjlerne, men fredag begyndte der at florere rygter om, at sportschef Eberl gerne ser ham væk. I stedet skulle han være lun på at hente Augsburgs Weinzierl til klubben.
 
Uanset hvor meget hold der er i de rygter, kommer de meget ubelejligt for Gladbach. Der er kun tre points forskel mellem fjerde og syvendepladsen, så holdet har brug for udelukkende at kunne fokusere på at vinde de to sidste kampe.
 
På eget græs har Gladbach været suveræne i denne sæson. 37 af deres i alt 49 point er således hentet hjemme på Borussia-Park.
 
Leverkusen:
Die Werkself sikrede sig i sidste runde deres syvende sejr i træk og dermed også endegyldigt tredjepladsen, hvilket betyder, at de igen skal spille Champions League i næste sæson. Vinder de lørdag, vil det være første gang i historien, at de vinder otte kampe i træk.
 
I 2-1 sejren mod Hertha Berlin kom Julian Brandt på måltavlen for sjette kamp i streg, og det er ny rekord for så ung en spiller.
 
I den omvendte kamp vandt Leverkusen med 5-0, og ved den lejlighed var Kiessling involveret i fire af de fem scoringer. Den høje angriber er formentlig med fra start lørdag, og det samme kan Mehmedi meget vel være, da Bellarabi er ude med karantæne.
 
Boenisch, Papadopoulos, Tah, Wendell og Yurchenko er alle ude med skader.
 
Karantæner: 
Gladbach: Ingen
Leverkusen: Bellarabi
 
Bud på startopstillinger:
Gladbach: Sommer - Elvedi, A. Christensen, Nordtveit - Dahoud, G. Xhaka - Traoré, Wendt - Stindl - Hahn, Raffael
Leverkusen: Leno - L. Bender, Kramer, Toprak, Henrichs - Kampl, Aranguiz - Mehmedi, Brandt - Kießling, Chicharito
 
Vidste du, at...:
både Roger Schmidt og Andre Schubert har trænet Paderborn? Schmidt afløste rent faktisk Schubert på trænerposten i 2011.
 
Dom:  
Leverkusen er i forrygende form, men der bør være motivation til forskel. Hjemme er Gladbach et helt andet hold, og det rækker derfor også til en sejr. 2-1. 

Læs flere optakter, analyser, portrætter og meget mere om tysk fodbold hos Bulibold