FC Københavns tidligere højreback, Zdenek Pospech, scorede søndag aften sit første mål siden skiftet til tyske Mainz, men desværre gjorde tjekken det i den forkerte ende. Og det blev dyrt for Mainz, der tabte 3-2 til Leverkusen.
Zdenek Pospech lavede selvmål efter ti minutter, og da Manuel Friedrich efter 35 minutter sørgede for, at Leverkusen kunne gå til pause med en 2-0-føring, så kampen ud til at være afgjort.
Men Mainz leverede et fænomenalt comeback, og på bare tre minutter i starten af 2. halvleg fik hjemmeholdet bragt spændingen tilbage i kampen. Eugen Polanski reducerede til 1-2, mens Marco Caligiuri var manden bag udligningen. Desværre for Mainz var det dog kun en ringe trøst, for med 20 minutter igen dukkede Lars Bender op og sparkede de tre point ned i Leverkusen-kufferten.
Mainz var uden en skadet Bo Svensson.