Raul på vej til Qatar?

34-årige Raul har med seks mål i 14 Bundesliga-kampe vist, at han kan endnu. Men til sommer kan han være på vej væk fra Schalke. En klub i Qatar lurer.

Den tidligere Real Madrid-spiller Raul var en succés i sin første sæson i Schalke 04, og også i denne sæson har han med seks Bundesliga-mål i 14 kampe vist sit værd.

Til sommer udløber hans kontrakt, og i følge Marca har Raul masser af muligheder, hvis det ikke skulle ende med en forlængelse med Schalke 04. Flere klubber i Europa og i Østen er interesserede, mens en klub i Qatar menes at være de mest interesserede - og de eneste der kan betale Rauls årsløn på anslået syv millioner euro (52 millioner kroner).

Debatten om Rauls fremtid er blusset op, efter han var ude med kritik af sit holds præstation i derby'et mod Dortmund i weekenden.

- Det er ikke det rigtige tidspunkt at tale om min fremtid, siger Raul, mens sportsdirektør Horst Heldt overfor Kicker slår fast, at han og Raul vil diskutere fremtiden meget snart.

- Vi vil i december, måske først i januar, sætte os sammen. Så må vi betragte situationen og bestemme, hvad der videre skal ske, siger Heldt.

Raul er dog på ingen måde røget ud i kulden i Schalke efter sin kritik. Træner Huub Stevens havde igen i går Raul med i startopstillingen, da Schalke slog Steaua med 2-1 i Europa League. Raul selv blev matchvinder ved at score kampens sidste og afgørende mål.

Seneste nyt på tipsbladet.dk