Ribery på toppen efter Bayerns treble
Illustration
Bundesliga

Ribery på toppen efter Bayerns treble

Kåring: Tipsbladet er 29. august med til at kåre årets spiller i Europa i 2012/2013. Franck Ribery er sammen med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo kandidat til titlen. Vinder han titlen efter Bayerns fantastiske sæson?

Hvis man var i tvivl, leverede Franck Ribery to minutter før tid på Wembley det sidste og endelige argument for, hvorfor han er en meget seriøs kandidat til titlen som UEFA Best Player of the Year.

Året forinden havde Ribery og Bayern tabt Champions League-finalen efter straffesparkkonkurrence til Chelsea hjemme på Allianz Arena, og i 2010 måtte Ribery se til udefra, da Jose Mourinhos Inter var klogere og dygtigere end Bayern i CL-finalen det år.

Men på Wembley skulle det være anderledes. Et træt Dortmund-forsvar var ikke på mærkerne i slutminutterne, og med en fiks hælaflevering spillede Franck Ribery sin holdkammerat Arjen Robben helt fri, en chance hollænderen udnyttede og dermed skød Bayern til det eftertragtede Champions League-trofæ.

Ribery fik vendt nedtur
Champions League-sejren var kulminationen på et triumftog af en sæson for Bayern og Franck Ribery, der i den grad fik hævnet to Borussia Dortmund-mesterskaber i streg. Og der har bestemt også været noget at rette op på for Ribery.

Før denne sæson og 2011/2012-sæsonen havde Franck Ribery ofte døjet med småskader, der holdt ham ude af en betydelig del af Bayerns kampe, og som også betød, at Ribery ofte ikke var 100 procent i form, når han spillede.

2012/2013 var heller ikke ideelt for den lille franskmand i forhold til skader, men når han spillede var han mere eller mindre ustoppelig i Bundesligaen. Og i Champions League viste Ribery under Jupp Heyenckes nye sider af sig selv med meget disciplinerede defensive præstationer, da det virkelig gjaldt mod FC Barcelona og i andre CL-nøglekampe, hvor Bayern af naturlige årsager ikke var helt så dominerende som i Bundesligaen.

Forskellen til for bare tre år siden er stor. Det var det år, hvor fransk landsholdsfodbold gjorde sig selv til grin med spillerstrejke i landsholdslejren i Knysna under VM i Sydafrika. Lige så skidt var det, at Ribery sammen med landsholdskammeraten Karim Benzema blev efterforsket for at have betalt for sex med en mindreårig prostitueret fra Paris, en efterforskning anklagemyndigheden droppede sent i 2011, fordi spillerne ikke havde været klar over, at det drejede sig om en mindreårig.

Den sag ramte Riberys omdømme hårdt, ikke mindst i Frankrig, men med sine præstationer for Bayern i sidste sæson har franskmanden i hvert fald vist, at han kan finde ud af at koncentrere sig om fodbold – og det spil er han fantastisk til.

Sportsligt har Ribery bevaret sin hurtighed og sublime evne til at sætte flere modstandere af i sine aktioner, og med alderen træffer kantspilleren også bedre beslutninger og er blevet så skarp, at han er farlig hver gang, han får bolden.

Er det Franck Ribery, der skal vinde UEFA's kåring? Argumenter for eller imod på Tipsbladets Facebook-side eller på Twitter, hvor vi også er til stede.

Franck Ribery
Født: 7. april 1983
Trøjenummer: 7
Klub: Bayern München
Nationalitet: Fransk
Position: Venstre wing
Højde/vægt: 170cm/72 kg

2012/2013 i tal
1. Bundesliga
27 Bundesliga-kampe
24 fra start
10 mål
14 assists
2,4 afslutninger per kamp
3,2 chanceskabende afleveringer per kamp
4,5 offensive udfordringer per kamp

Champions League
12 kampe
11 fra start
1 mål
2 assists
1,1 afslutninger per kamp
1,6 chanceskabede afleveringer per kamp
2,4 offensive udfordringer per kamp

UEFA Best player in Europe

Tipsbladet er 29. august med til at kåre den bedste spiller i Europa i 2012/2013-sæsonen sammen med UEFA og repræsentanter fra andre førende fodboldmedier på kontinentet.

Vi er gået fra 26 spillere i første runde til ti i anden, og nu er vi nede på de sidste tre kandidater, som Tipsbladet er med til at stemme om i forbindelse med lodtrækningen til Champions League-gruppespillet i Monaco 29. august.

De tre endelige kandidater er Franck Ribery (Bayern München), Lionel Messi (FC Barcelona) og Cristiano Ronaldo (Real Madrid). Vi lægger ud med præsentationen af Franck Ribery i dagens blad og følger op med Cristiano Ronaldo og Lionel Messi henholdsvis 16. og 23. august.