Rundens hold i Bundesligaen – uge 21
Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images
Bundesliga

Rundens hold i Bundesligaen – uge 21

Hver uge, umiddelbart efter sidste slutfløjt, sætter bulibold.dk rundens hold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anerkendelse.

Torwart:
Felix Wiedwald (Werder Bremen)
Vi har flere gange været efter Wiedwald, men lørdag var der ikke en finger at sætte på hans præstation. Flere store redninger og stærkt medvirkende til, at Bremen hentede forårets første sejr.

Abwehr:
Lukasz Piszczek (Borussia Dortmund)
Bundesligaens farligste forsvarsspiller var på pletten igen, da han bragte sit hold på 2-0 med sit femte sæsonmål. Stod derudover for to oplæg. Meget mere er der vel egentlig ikke at sige.

Marc Bartra (Borussia Dortmund)
Det har oftest virket noget hovedkulds, det Bartra har præsteret i sit første halve år i BVB, men de sidste par uger har forment været stærkt opadgående. Således også mod Wolfsburg, der blev holdt nede på et minimum af chancer.

Anthony Brooks (Hertha BSC)
Er begyndt åbenlyst at tale om et muligt skifte til sommer, og med præstationer som den mod Bayern forstår man ham godt. Spiller på et konstant højt niveau.

Marvin Plattenhardt (Hertha BSC
Akkurat som holdkammerat Brooks har Plattenhardt spillet på et meget stabilt niveau i denne sæson. Mod Bayern var han igen blandt sit holds bedste.

Mittelfeld:
Ousmane Dembélé (Borussia Dortmund)
Han ved fortsat ikke, om han er højre eller venstrebenet, men det gør heller ikke alverden, når han spiller på dette niveau. Enorm spillelyst fortiden og involveret i næsten samtlige Dortmund chancer i lørdags.

Sebastian Rudy (TSG Hoffenheim)
Bliver et stort tab for Nagelsmann og Hoffenheim, når han til sommer flytter til München. Er der lenker und denker på midten, som de siger i det tyske.

Kai Havertz (Bayer Leverkusen)
En af de absolut mest spændende spillere at følge i Bundesligaen netop nu med sine kun 17 år. Havertz var eminent med to oplæg fredag aften.

Emil Forsberg (RB Leipzig)
Svenskeren var tilbage i den form, der gjorde ham til Bundesligaens bedste i efteråret. Scorede og lagde op i RB Leipzigs sejr ude mod Gladbach.

Sturm:
Chicharito (Bayer Leverkusen)
Løb ikke særlig meget og tabte stort set alle sine nærkampe. Heldigvis for Chicharito bliver angribere bedømt på mål, og dem lavede han to af, da Leverkusen vandt med 3-1 i Augsburg.

Andrej Kramaric (TSG Hoffenheim)
En Doppelpack fra kroaten var med til at sikre Hoffenheim en 2-0 sejr i mod Darmstadt. Kramaric har været en af mange positive bekendtskaber hos Hoffenheim i denne sæson.

Trainer:
Alexander Nouri (Werder Bremen)
Efter at have tabt de første fire kampe i træk i foråret, fik Nouri sit hold tilbage på sporet, da det blev til en 2-0 sejr mod Mainz. Werder går et svært forår i møde, men det virker til, at Nouri fortsat har fuld opbakning fra bestyrelsens side.

bulibold.dk er Danmarks førende side om tysk fodbold. Vi leverer spiltips, analyser, podcasts og meget mere