Sæsonen slut for Niki Zimling
Bundesliga

Sæsonen slut for Niki Zimling

Niki Zimling er alvorligt skadet og kommer formentlig ikke i aktion mere i denne sæson.

Niki Zimling har haft en rigtig træls sæson, og det indtryk er yderligere blevet forstærket onsdag eftermiddag.

På transfervinduets sidste åbningsdag blev danskeren udlejet fra Mainz 05 til FSV Frankfurt i 2. Bundesligaen for at få noget spilletid, og Zimling er startet godt i sin nye klub, men i fredagens opgør mod FC St. Pauli var uheldet ude efter midtbanespilleren, der måtte bæres fra banen med en skade efter 19 minutter.

Nu oplyser FSV Frankfurt på klubbens hjemmeside, at Niki Zimling har pådraget sig en skade på både ledbånd og korsbånd, og at han derfor skal under kniven. Derefter venter en lang skadespause. Det er endnu uvist hvor lang, men det er næppe sandsynligt, at danskeren kommer i aktion mere i denne sæson.