Schalke vil genforene Madrid-ikoner

Raul er en stor succés i Schalke 04, og nu vil træner Huub Stevens genforene ham med det 35-årige Real Madrid-ikon Guti.

Raul har i nu halvanden sæson imponeret i den tyske Bundesliga, efter han forlod Real Madrid som en mand, der ikke længere kunne komme på holdet. I Schalke har Raul genfundet storheden, og sammen med Klaes Jan Huntelaar udgør han lige nu én af Bundesligaens bedste angrebskæder.

Rauls storhed kan imidlertid nå nye højder i foråret, hvis forlydenderne fra spanske AS taler sandt. Schalke menes nemlig at være enige med den klubløse midtbanespiller Guti, der over 15 år spillede tæt på 400 kampe for Real Madrid. Mange af de kampe spillede han sammen med Raul, hvor han lagde op til mange af den et år yngre landsmands mål.

Schalke-træner Huub Stevens har brug for at styrke sin centrale midtbane, og her ser han tilsyneladende Guti som det oplagte alternativ til Lewis Holtby og de mere defensive typer Marco Höger, Joel Matip og Jermaine Jones.

Guti blev løst fra sin kontrakt med tyrkiske Besiktas tilbage i november. Siden har det været ventet, at Real Madrid-ikonet ville finde en klub i Asien, hvor han kunne score kassen. Spanieren skulle dog være kommet på andre tanker, da muligheden for at blive genforenet med Raul opstod.

Schalke vandt i weekenden 3-1 over VfB Stuttgart. De ligger á point med Bayern München og Dortmund i toppen af rækken.

Seneste nyt på tipsbladet.dk