Den tidligere danske landsholdsspiller Thomas Kahlenberg er fanget i et sportsligt mareridt i Bundesliga-klubben VfL Wolfsburg. Midtbanemanden med de store tekniske evner er milevidt fra spilletid, og sæsonen igennem har han oven i købet trænet med reserveholdet. Derfor arbejder Kahlenberg-lejren på et klubskifte, og i de seneste uger har der været gode nyheder på den front.
Læs også: Thomas Kahlenberg på vej til FC Luzern
Tidligere på ugen blev den tidligere Brøndby-profil således sat i forbindelse med et skifte til St. Etienne, men det er øjeblikkets toer i schweizisk fodbold, FC Luzern, der har spøgt i længst tid. For en måned siden skrev schweizisk presse for første gang om stor interesse fra Luzern i Kahlenberg, og rygterne har huseret lige siden. Nu bekræfter klubben for første gang interessen i den danske tekniker, men desværre suppleres dén nyhed af en lidt mere kedelig en af slagsen. Schweizerne har nemlig droppet et køb af den strandede midtbanespiller.
- Thomas Kahlenberg var et tema i FC Luzern, men det er han ikke længere. For nogle uger siden overvejede vi ham grundigt, men vores træner (Murat Yakin, red.) vendte tommelfingeren ned, fortæller pressechef i FC Luzern, Stephan Buchner, til tipsbladet.dk.
Thomas Kahlenbergn er den anden danske midtbanespiller, der på få måneder bliver vejet og fundet for let af FC Luzern. I oktober måned var Daniel Jensen til prøvetræning i klubben, men han rejste derfra igen uden en kontrakt.