Den tidligere Superliga-profil Emre Mor trak overskrifter i den tyske Bundesliga i weekenden, da han modtog det røde kort i det 84. minut af kampen mellem Borussia Dortmund og Hertha BSC. Efter at være blevet fældet, skubbede Emre Mor til Hertha-spilelren Sebastian Langkamp, der efterfølgende lod sig falde. Sidenhen har Langkamp indrømmet, at han overspillede reaktionen for netop at få Emre Mor straffet, men alligevel har den tidligere FCN-spiller altså fået karantæne.
Det tyske fodboldforbund oplyser således, at Emre Mor er blevet idømt to spilledages karantæne for forseelsen. Dermed kommer han ikke i aktion i Dortmunds kommende Bundesliga-kampe mod Ingolstadt og Schalke 04.
Emre Mor og Borussia Dortmund har haft mulighed for at protestere mod karantænedommen, men parterne har valgt at acceptere kendelsen.