Tiden rinder ud for Leon A.

Leon Andrasen får ikke en ny kontrakt med mindre han snart får spilletid. Og det er der intet der tyder på, den skadede dansker gør.

Overordentlig drilske skader i både lyske og lår, har holdt Leon Andreasen væk fra fodboldbanen i snart 21 måneder. I den periode har den danske midtbanespiller forsøgt sig med adskillige comebacks, men det er aldrig lykkedes ham at tage de sidste skridt fra træningsbanen til kamparenaen.

Den 28-årige Hannover 96-spiller kæmper fortsat for karrieren, men alt imens resten af det tyske hold forbereder sig til forårssæsonen på en træningslejr, er Andreasen hjemme i Danmark. Langt fra både comeback og spilletid. Det fortæller hans sportsdirektør i Hannover, Jörg Schmadtke.

- Der er ingen ændring med Leon. Han er fortsat skadet og meget langt fra holdet, siger en lidt opgivende Schmadtke til tipsbladet.dk.

Leon Andreasens manglende fremgang er ikke blot et øjeblikkeligt problem. Det er også et stort problem med henblik på fremtiden. Til sommer udløber Andreasens kontrakt med Hannover 96, og får han ikke den fornyet, står han uden arbejdsgiver. Og Andreasen skal ikke regne med en hjælpende hånd fra den tyske klub.

- Leon skal tilbage på banen, inden vi overhovedet kan begynde at overveje at tilbyde ham en ny kontrakt, fastslår Jörg Schmadtke.

Da Bundesliga-sæsonen slutter allerede i starten af maj måned, er der dog ikke meget der tyder på, Leon Andreasen når at vende tilbage. Danskerens tid i Hannover er dermed så småt ved at rinde ud.

Seneste nyt på tipsbladet.dk