Trods chancehav: Dortmund og Bayern delte
Foto: Martin Meissner/Polfoto
Bundesliga

Trods chancehav: Dortmund og Bayern delte

Der var chancer på stribe, men det endte uden vinder, da Borussia Dortmund og Bayern München lørdag krydsede klinger.

Fem points adskilte Bayern München og Borussia Dortmund på første og andenpladsen i Bundesligaen inden lørdagen. Her kunne Dortmund dog presse topholdet en smule, hvis man på hjemmebane kunne besejre netop Bayern. Weekendens topopgør blev en chancerig affære, men målene måtte tilskuerne se længe efter. 

Første halvleg blev dog en yderst underholdende forestilling. Begge mandskaber stod højt, og det gav store tilbud. Kampens første store chance tilfaldt gæsterne, da Arturo Vidal lidt tilfældigt hamrede til bolden efter en hovedstødsduel. Forsøget blev dog akkurat sendt videre op på overliggeren af Dortmund-keeper Roman Bürki.

I den anden ende var Pierre-Emerick Aubameyang flere gange en trussel, men det offensive kort manglede skarpheden til at bringe værterne i front. Dermed forblev cifrene 0-0 ved pausen.

I anden halvleg var det Bayern München, der dominerede. Dortmund-mandskabet kom til at stå for lavt, og keeper Bürki måtte flere gange redde sit hold for alvor. Til gengæld var hjemmeholdet giftige på kontra, men også her leverede keeper Manuel Neuer en solid indsats. 

Slutfasen bød på flere gyldne chancer for at tage alle tre points, men det lykkedes ikke for de to duellanter. Med en nulløsning er Bayern stadig fem points foran Dortmund med ni kampe tilbage af Bundesliga-sæsonen.