Tysk avis: Bendtner har meddelt Wolfsburg-exit
Foto: tipsbladet.dk
Bundesliga

Tysk avis: Bendtner har meddelt Wolfsburg-exit

Nicklas Bendtner er fortsat at finde på træningsbanen i Wolfsburg, men den danske angriber venter blot på at kunne forlade Bundesliga-klubben.

Forventningerne var blandede, da Nicklas Bendtner i 2014 skiftede til Bundesligaen og Wolfsburg. Danskeren havde store klubber som Arsenal og Juventus på sit CV, men succesen i den seneste tid havde været begrænset for den danske angriber. Alligevel tog tyskerne chancen, og man skrev kontrakt med Bendtner frem til sommeren 2017. 

I Wolfsburg har succesen dog ligeledes været begrænset for Bendtner. Danskeren har stået i skyggen af formstærke Bas Dost, og har ved flere opgør været helt ude af truppen. Enkelte indhop og succesoplevelser er det dog blevet til, men landsholdsspilleren forbereder alligevel sit exit fra Bundesligaen allerede til januar. 

Mandag kunne den tyske avis Bild.de melde, at Nicklas Bendtner fortsat var at finde på træningsanlægget i Wolfsburg. Ifølge avisen skulle angriberen dog kort før jul have meddelt sine holdkammerater i omklædningsrummet, at han har valgt at forlade klubben. Nu er det store spørgsmål dog, hvor Bendtner skal hen. 

Ifølge Bild svømmer Wolfsburg ikke ligefrem i interesse for den danske landsholdsangriber. Dog er der massiv interesse fra Alka Superligaen, hvor topholdet fra FC København drømmer om at lande en aftale med Nicklas Bendtner i januar. 

Om 27-årige Nicklas Bendtner har interesse i et skifte til Danmark er endnu usikkert, men ventes at blive afsløret i løbet af de kommende uger.