Bundesliga

Tysk klub fandt Fall uden liderlig musik

Greuter Fürth havde kigget på Djiby Fall i lang tid, inden det lykkedes at hente den tidligere Superliga-topscorer.

Djiby Fall er ny mand i den tyske Bundesliga-klub Greuter Fürth, hvor han i weekenden fik sine første minutter på banen. Han var således med i den uafgjorte testkamp mod Stoke, og han har således indledt en ny periode i sit fodboldliv.

Djiby Fall er forholdsvis ukendt i Tyskland, og derfor har fodboldmagasinet Kicker primært bidt mærke i, at den senegalesiske angriber har spillet for ni forskellige klubber de seneste otte år. Det har Greuter Fürth-træner Mike Büskens også bemærket.

- På tre år har han spillet i flere klubber end jeg gjorde i hele min karriere, joker han over for Kicker.

Mike Büskens har fået et godt indtryk af sin nye spiller.

- Han holder bolden godt, er stærk i luften og vi er i den grad blevet forstærket godt, fastslår Mike Büskens.

Den tyske træner fastslår, at Greuter Fürth længe har haft kig på Djiby Fall.

- De tider, hvor en agent sendte os videoer med spillerens bedste kampe tilsat liderlig baggrundsmusik, så man tænkte, hvorfor han ikke er blevet Maradonas søn, er forbi. Vi kender Djiby godt efter at have set på ham længe, lyder det fra træneren.

Djiby Fall kan få sin officielle debut for Greuter Fürth i den kommende weekend, hvor Bundesligaen begynder. Her møder oprykkerne fra Greuter Fürth selveste Bayern München i sæsonpremieren.