Tyskere slår 36 år gammel transferrekord
Illustration
Bundesliga

Tyskere slår 36 år gammel transferrekord

Paul Breitner blev i 1977 solgt fra Real Madrid til Eintracht Braunschweig for 1,6 millioner D-Mark. 36 år efter slår tyskerne den transferrekord ved at købe en norsk højre back.

Eintracht Braunschweig rykkede i sidste sæson op i Bundesligaen efter 28 års fravær, hvor klubben har rodet rundt i de lavere tyske rækker. I weekenden gør de comeback i det bedste selskab mod Werder Bremen, og det gør de formentlig med en ny transferrekord til historiebøgerne.

Tyskerne købte i 1977 den tyske stjerne Paul Breitner i Real Madrid for 1,6 millioner D-Mark. De seneste 36 år har den handel stået som den største i klubbens historie, men Braunschweig er på randen til at købe Strømsgodsets højre back Lars-Christopher Vilsvik for en sum, der i følge det tyske nyhedsbureau DPA er over én million euro, hvorfor handlen for Vilsvik altså vil overgå købet af Breitner.

Strømsgodsets sportsdirektør Jostein Flo bekræftede for et par dage siden overfor Drammens Tidende, at de to klubber er enige, og nu siger Vilsviks agent Tore Pedersen til Kicker, at de også er enige med klubben om de personlige betingelser for en kontrakt.

Dermed bliver Lars-Christopher Vilsvik formentlig inden længe præsenteret i Braunschweig-trøjen, og så er spørgsmålet, om han kan leve op til Paul Breinters meritter i Braunschweig. Han blev året efter solgt videre til Bayern München.