Usikkerhed om Højbjergs fremtid: Tager måske til Augsburg igen
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Bundesliga

Usikkerhed om Højbjergs fremtid: Tager måske til Augsburg igen

Pierre-Emile Højbjerg havde en god tid som udlejet i Augsburg, og nu kan det være, at han vender tilbage igen.

Pierre-Emile Højbjergs sæson sluttede i semifinalen ved U/21-EM med Danmark, og på klubfronten var det med en sæson i Augsburg som lejesvend, hvor det lykkedes klubben at komme i Europa League trods lavere forventninger til klubben.
 
Nu er Pierre-Emile Højbjerg tilbage i Bayern München, som ejer den unge midtbanespiller, men det kan være, at det bliver til et år mere i Augsburg selvom meget lignede, at han nu skulle få chancen i Bayern sammen med alle de andre verdensstjerner.
 
Men sådan skal det åbenbart ikke være. Det skriver den tyske avis Bild, der mener, at Højbjerg godt kan blive lejet ud igen, og formentlig til Augsburg igen. Den idé er Augsburg-sportschef Stefan Reuter med på.
 
- Hvis det er muligt, så er det helt sikkert interessant for os - ingen tvivl. Vi kan sagtens forestille os at have Pierre i vores trup igen, siger Stefan Reuter.
 
Der skulle ifølge Bild desuden være tale om, at Højbjerg og Bayern-træner Guardiola ikke har det stærkeste forhold, og at Guardiola ikke skulle være "den største fan" af Højbjerg på nuværende tidspunkt.