Vestergaard efter 3-5-nederlag: Min fejl irriterer mig
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Bundesliga

Vestergaard efter 3-5-nederlag: Min fejl irriterer mig

Jannik Vestergaard ærgrer sig over sin fejl i forbindelse med Wolfsburgs udligning til 3-3 i opgøret, som Werder Bremen senere tabte med 3-5.

Jannik Vestergaard spillede vanen tro fra start i Werder Bremens kamp mod Wolfsburg, men han kunne efter kampen se tilbage på en aktion, der tillod Wolfsburg at komme tilbage i kampen.

Foran 3-2 fejlvurderede danskeren en lang bold, og Vestergaard fik ikke fat i kuglen, hvilket endte med, at Bas Dost satte udligningen til 3-3. Det satte gang i Wolfsburgs store comeback, da de efterfølgende scorede yderligere to mål til slutresultatet 5-3. Det ærgrer naturligvis Jannik Vestergaard, der dog ser fremad.

- Min fejl irriterer mig virkelig meget, men jeg er i gang med en udvikling, og så må jeg tage det positive med, siger Jannik Vestergaard ifølge klubbens Twitter-profil.

Nu gælder det en pokalkamp mod Armenia Bielefeld, hvor klubben hurtigt kan komme på fode igen.

- Nu gælder det Armenia, og vi skal være fokuserede. Vi skal hurtigt sætte os igennem, siger Vestergaard videre.

Nederlaget mod Wolfsburg var Jannik Vestergaards første som Werder Bremen-spiller efter skiftet fra Hoffenheim i januar.