Vestergaard kan ånde lettet op: Hurtigt klar igen
Foto: Frank Augstein / Polfoto
Bundesliga

Vestergaard kan ånde lettet op: Hurtigt klar igen

Danske Jannik Vestergaard er ikke blevet alvorligt skadet og kan allerede være klar til weekendens opgør i Bundesligaen.

Det så frygteligt ud, da hollandske Rafael van der Vaart stemplede ind på danske Jannik Vestergaards ben og tvang danskeren til at blive udskiftet mod Hamburger SV i en kamp, som Werder Bremen i øvrigt vandt med 1-0.

Den tyske klub frygtede efterfølgende skade på led- eller korsbånd i den danske forsvarsspillers knæ, hvilket kunne have ført til et farvel til U/21 EM og resten af sæsonen. Heldigvis har en skanning vist, at Jannik Vestergaard ikke har lidt alvorlig skade. Han kan med lidt held være klar til Werder Bremens kommende kamp i weekenden mod Paderborn, bekræfter agenten.

- Jannik har været gennem en skanning, og det var positivt. Der er ingen skade på ledbånd og ingen skade på korsbånd, som det ellers var frygtet. Det eneste er, at han fik et vrid i knæet, og det holder ham ude et par dage. Måske kan han allerede være klar igen i weekenden, siger Gordon Stipic-Wipfler fra Marketing-Sports, til tipsbladet.dk.

Vestergaard blev decideret slagtet af Rafael van der Vaart og måtte lade sig udskifte efter 24 minutters spil. Agenten glæder sig naturligvis over, at Jannik Vestergaard nu igen har kurs mod U/21 EM i Tjekkiet til sommer.

- Der skete ikke noget alvorligt, og det er det vigtigste. Vi var oprigtigt bange for en alvorlig skade i knæet, men heldigvis er alt perfekt og intakt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til den tackling, jeg er bare glad for, at Jannik er en stor dreng. Han stod imod, siger Vestergaards agent.

Jannik Vestergaard skiftede til Werder Bremen i januar og har siden været fast mand i forsvaret for et hold, der lå nummer 16 efter efterårssæsonen og nu er oppe som nummer syv.