35 kilometer. Så langt er der mellem Wolfsburg og Braunschweig i Tyskland. En af dem skal spille Bundesliga i den kommende sæson, og mandag aften bliver det afgjort, hvem der vinder alt og hvem, der taber alt i forsøget.
Første kamp i Wolfsburg blev spillet torsdag aften, hvor værterne slog Braunschweig med 1-0. Et resultat der kommer efter en noget kontroversiel scoring, hvor Mario Gomez omsatte et temmelig forkert dømt straffespark til scoring.
Dette skabte stor vrede i Braunschweig efterfølgende, og nu vil klubbens spillere svare igen med at banke Wolfsburg ud af Bundesligaen mandag:
- Straffesparket må jeg nok hellere lade være med at kommentere på. Det er nok bedst. Men på mandag går det løs igen, og her bliver det endegyldigt afgjort. Jeg tør godt at sige, at der kommer til at gå ild i vores stadion til den kamp. Det er alt eller intet. Alle skal give alt, hvad de har, siger Braunschweig-forsvarer Saulo Decarli til Bild.
Efter den første kamp erkendte dommer Stegemann, at han fik en uheldig hovedrolle:
- Når jeg ser på TV-billederne efter kampen, kan jeg godt se, at jeg ikke skulle have fløjtet noget. Armen er inde ved kroppen, og han kan ikke gøre noget. Det er selvfølgelig irriiterende, udtaler dommeren ifølge Bild.
Om Wolfsburg ryger ud af Bundesligaen afgøres mandag aften klokken 20:30, når der er returkamp.