Video : Tipsbladet
Bundesliga

Werder Bremen-boss ser store kvaliteter i Thomas Delaney

Thomas Delaney får lang snor i Werder Bremen af sportsdirektør Frank Baumann, der er begejstret for den danske midtbanemand.

Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney har tirsdag haft sin første arbejdsdag i sin nye klub Werder Bremen. 

Delaney er skiftet til Werder Bremen fra FC København, og i den tyske klub har man store forventninger til spilleren. I Tyskland spekuleres der i, at Delaney kan blive en kommende leder på Werder Bremen-holdet, men fra klubbens ledelse er meldingen, at man vil have tålmodighed med den danske spiller.

- Thomas har udviklet sig gennem sine præstationer i løbet af de seneste år. Men vi tror på, at han kan tage næste skridt, og vi vil give ham den tid, han har brug for, siger sportsdirektør Frank Baumann ifølge Kicker. 

Baumann ser frem til at opleve Delaney i Bremen, for han ser store kvaliteter i den danske spiller.

- Han arbejder godt defensivt i presspillet og er god til at omstille sig. Han lurer altid på muligheden for at komme i modstanderens felt, og han bidrager med meget fodboldmæssigt, siger Frank Baumann. 

Thomas Delaney tager med sine nye holdkammerater på træningslejr i Spanien onsdag.