Wolfsburg: Intet bud på Nicklas Bendtner
Foto: tipsbladet.dk
Bundesliga

Wolfsburg: Intet bud på Nicklas Bendtner

Wolfsburg har ikke modtaget noget bud på Nicklas Bendtner, og klubben regner med at beholde den danske angriber.

Nicklas Bendtner rygtes tirsdag til Newcastle United, og spekulationerne om et comeback i barndomsklubben FC København bliver ligeledes ved med at klamre sig til den danske landsholdsspiller. Det sker først og fremmest, fordi mange forlydender går på, at Bendtner er færdig i Wolfsbrug.

Indtil videre er der dog ikke meget, der helt konkret peger i den retning, og sportsdirektør i Wolfsburg, Klaus Allofs, fastslår da også, at et Bendtner-skifte bestemt ikke ligger i kortene i det igangværende transfervindue.

- Jeg har ikke modtaget noget bud på ham, og vi ønsker ikke at sige farvel til nogle spillere. Der er heller ikke noget ønske fra Nicklas' side om, at han vil forlade os, siger Klaus Allofs til Kicker.

Nicklas Bendtner piskes i øjeblikket igennem på træningsbanen, da det er opfattelsen i Wolfsburg, at danskeren er mødt op i for dårlig form efter juleferien. Det samme gælder holdkammeraterne Julian Draxler og Ismael Azzaoui.

Og Klaus Allofs sender i den forbindelse en lille stikpille til sin danske angriber.

- Jeg ville ønske, han han også nogle gange kunne være et godt eksempel. Men han har indordnet sig og ændret sig på flere områder, lyder det fra Wolfsburg-direktøren.

I opstarten til den igangværende sæson blev Nicklas Bendtner også sat til at træne ekstra hårdt af sin arbejdsgiver efter en lidt for god sommerferie.