Busk reddede U21-landsholdet fra nederlag til Portugal
Generelle

Busk reddede U21-landsholdet fra nederlag til Portugal

Det danske U21-landshold var presset undervejs, men flere flotte redninger af Jakob Busk sikrede et uafgjort resultat mod Portugal.

U21-landsholdet kunne ikke efterligne A-landsholdet med en sejr, da de unge danskere spillede venskabskamp i Portugal.

Danskerne startede bedst ud, men efter cirka ti minutter overtog Portugal spillet. Det gav flere gode chancer til hjemmeholdet, men efter 20 minutter var det OB's Rasmus Falk, der fik den hidtil største chance, som han ikke udnyttede til scoring. 

I stedet udnyttede Portugal overtaget til at fremtvinge et straffespark, da bolden ramte Frederik Sørensens hånd i feltet. Men med et skidt portugisisk spark og kølig dansk tålmodighed reddede Jakob Busk straffesparket og forhindrede en føring kort før pausen til Portugal. 

Lige efter pausen var det igen danskerne, der tog styringen i spillet, men alligevel var Portugal farligst. Efter 59 minutter var hjemmeholdet igen ovenpå og fik en kæmpe chance på grund af manglende koncentration i det danske forsvar. Igen var det kun en fantastisk fodparade fra Jakob Busk, der holdt danskerne inde i kampen. 

I slutningen af opgøret fik danskerne igen muligheder, men i denne kamp havde U21-landsholdet ikke en spiller med samme målnæse som Nicklas Bendtner med sit hattrick onsdag aften, og derfor endte opgøret også 0-0, hvilket danskerne kunne være mest tilfredse med.