10 Champions League-spillere på omveje
Foto: Getty Images
Champions League

10 Champions League-spillere på omveje

Champions League er som oftest for de spillere, der allerede tidligt viste stort talent. Men nogle Champions League-spillere har også været på længere omveje i karrieren, før de nåede øverste niveau i europæisk fodbold.


Paulinho, FC Barcelona

Begyndte som 18-årig i FC Vilnius i Litauen og tilbragte senere en sæson i LKS Lodz.


Aaron Olanare, CSKA Moskva

23-årig nigeriansk forward, der har spillet for Vålerenga og Sarpsborg i Norge.


Naby Keïta, RB Leipzig

Den kommende Liverpool-spiller spillede i 2013/2014-sæsonen for den lille Ligue 2-klub Istres. Nu solgt til Liverpool fra sommeren 2018 for over 400 millioner kroner.


Pierre-Emerick Aubameyang, Borussia Dortmund
Aubameyang havde tre år som del af horden af spillere, AC Milan ejede. Aubameyang var blandt andet på lån i Dijon og som reserve i Lille og AS Monaco, dengang klubben i fyrstedømmet var i alvorlige økonomiske problemer.


Henry Onyekuru, Anderlecht

En 20-årig, nigeriansk forward, der som 13-årig flyttede fra Nigeria til Senegals hovedstad Dakar på for at spille på det Qatar-ejede Aspire Academy. Onyekuru blev efter et par gode sæsoner hos Eupen købt af Everton denne sommer og lejet tilbage til Belgien til Anderlecht.


Serey Dié, Basel

En vej fra Vestafrika til Europa er at tage til en nordafrikansk klub. Det var den vej, Hobros Quincy Antipas i sin tid tog fra Zimbabwe, og Basels Serey Dié gjorde i 2006 noget lignede med et skifte til først Goulette et Kram i Tunesien og derefter ES Sétif i Algeriet, før FC Sion hev Dié til Europa som 23-årig.


Kamil Glik, AS Monaco
Glik begyndte som talent i Real Madrids ungdomsafdeling, men først efter to år i den lille polske klub Piast Gliwice og et udlån fra Palermo til Bari kom Glik som 23-årig på kursen mod eliten med et skifte til Torino.


Juan Cuadrado, Juventus
I 2011 lejede Udinese den 23-årige colombianer til den lille Serie A-klub Lecce, da man ikke kunne finde plads til kantspilleren på førsteholdet. Cuadrado og Lecce rykkede ned i maj 2012, men sydamerikaneren havde bevist nok til et skifte til Fiorentina, hvor han blev en profil i Serie A.


N'Golo Kanté, Chelsea

Spillede som 22-årig i 2012/2013-sæsonen for Boulogne i tredjebedste række i Frankrig. I ungdomsårene afviste en lang række større franske klubber Kanté, der efter deres mening var for lille.


Dani Quintana, FK Qarabag
Valencia-produkt, der aldrig nåede på førsteholdet og så sent som i 2011 spillede i fjerdebedste række i Spanien for Huracán Valencia, der såmænd lukkede ned efter den sæson, Har desuden spillet seniorfodbold for Pucol, Ontinyent, Alzira, Racing Ferrol, Olímpic Xàtiva og Gimnàstic, før gennembruddet kom i polske Jagiellonia Bialystok (!). Er Qarabags bedste, hvis han når tilbage på sit niveau fra før en skade i februar.