Bak: Står med lidt lang næse
Foto: Petros Karadjias/Polfoto
Champions League

Bak: Står med lidt lang næse

Kristian Bach Bak er dybt skuffet over exit i Champions League-kvalifikationen trods alle muligheder mod APOEL.

Foran i første minut og overtal i mere end en time. Det forløb kunne danske FC Midtjylland næppe have ønsket sig selv, da man tirsdag bragede sammen med APOEL på udebane i Champions League-kvalifikationen. Trods de gode forudsætninger vandt midtjyderne dog kun med 1-0, og er dermed ude på reglen om udebanemål. 

Et faktum der skabte stor skuffelse i FCM-truppen efterfølgende. Her ærgrer rutinerede Kristian Bach Bak sig over flere ting: 

- Jeg er skuffet. Jeg har det lidt sådan, at vi smider det hele væk igen i dag. Selvom vi ikke lavede den bedste præsentation på hjemmebane, havde vi dem fuldstændig, hvor vi ville have dem i dag. Vi spiller 11 mod ti i en time, og vi burde have gået videre, siger Kristian Bach Bak til Jyske Bank TV og fortsætter: 
 
- Desværre ved jeg ikke, hvad der sker efter pausen. Vi har prøvet overtal før, men det er ikke der, vi har vores styrker. Jeg ved ikke, hvad det er mentalt, om vi tror, at det bare kommer af sig selv. Sådan så det ud. Specielt i sådan en kamp er det træls, når vi har alle muligheder. Det er træls, udtaler forsvarsspilleren.
 
FC Midtjylland tabte den første duel mod APOEL i Herning med 2-1. 

Hør Kristian Bak fortælle om at stå med en lang næse efter kampen -  interview med jyskebank.tv herunder: