Bayern München sejrede til sidst - AS Roma imponerede
Illustration
Champions League

Bayern München sejrede til sidst - AS Roma imponerede

AS Roma sprudlede, mens Manchester City haltede i første runde i Champions Leagues Gruppe E. Bayern München hentede alle tre point til sidst mod Manchester City, mens Roma sikrede sig en 5-1-sejr.

Bayern München - Manchester City 1-0
AS Roma - CSKA Moskva 5-1 

I Champions Leagues Gruppe E fandt vi rundens – på papiret – bedste kamp, hvor Bayern München tog imod Manchester City. 

Og efter bare 45 sekunders spil, var Bayern München tæt på at bringe sig foran. En smart hælaflevering fandt Thomas Müller, som kom med et veltimet løb i feltet. Men Müller mistede et skridt undervejs og sendte afslutningen i sidenettet. 

Det var to pasningsstærke mandskaber, som tørnede sammen. Det var dog Bayern München, der virkede til at få bedst gang i pasningsmaskinen, mens det var mere sporadisk med boldbesiddelse til Manchester City, der havde svært ved at få fodfæste i opgøret. 

Bayern München kom igen tæt på efter 18 minutters spil. Bernat fik en god aflevering mod baglinjen. Han sog en bold ind i feltet, og her var Thomas Müller igen søgt ind. Han fik sendt et godt hovedstød afsted, der dog blev afvist af en god redning af Joe Hart. 

Manchester City havde svært ved at komme med i kampen, og deres første reelle chance kom efter 25 minutters spil, da Manchester City fint spillede sig ud af Bayern Münchens genpres. Yaya Toure førte bolden frem, og lagde den videre til David Silva, der leverede en god aflevering til Edin Dzeko, som forsøgte at sende bolden over i det lange hjørne, men afslutningen blev overplaceret og gik forbi mål. 

I det 35 minut var det igen Bayern München, som var tæt på. Alaba viste, hvorfor Guardiola havde rykket ham frem på midtbanen, da han smart lagde bolden ind i feltet til Lewandowski, som sendte en afslutning afsted, der dog gik i sidenettet. 

Dermed kunne de to hold gå til pausen ved stillingen 0-0, og det var et resultat som Manchester City kunne være mest tilfredse med. 

I anden halvleg fortsatte Bayern München dominansen. I det 59 minut slog Rafinha et indlæg ind mod Joe Hart, som gik forkert af bolden. Bolden havnede i den bagerste del af feltet, hvor Bernat forsøgte at dreje bolden ind, men Joe Hart nåede tilbage og fik ryddet op. 

Bayern München fortsatte med at virke mest farlige, men de havde svært ved at omsætte det til lige så store chancer, som de havde formået i første halvleg. 

Men vi skulle helt hen i det 89. minut før Bayern München endelig fik hul på bylden. Jerome Boateng scorede sit første Champions League-mål. Et indlæg blev i første gang afvist af Manchester City, som efter lidt klumpspil ikke formåede at sende bolden væk. I stedet havnede den foran Jerome Boatengs venstrefod, som hamrede bolden over i det lange hjørne. Dermed gjorde han det onde ved sin gamle klub, men sikrede sin nuværende tre point. 


I den anden kamp i Gruppe E, meldte AS Roma sig tilbage i Champions League-turneringen med manér, da de tog imod CSKA Moskva på Stadio Olimpico. 

Romerne skulle kun bruge seks minutter, før de bragte sig foran. Det mål stod Iturbe for. Han snød offsidefælden, da Gervinho lagde en stikning ind mellem CSKA-stopperne som trak frem, men ikke hurtigt nok. Derfor var Iturbe alene med Akinfeev, og han gjorde det let til 1-0. 

Og bare seks minutter senere, udbyggede Roma føringen. Denne gang var det Iturbe som stod for assisten. Han lagde et fladt indlæg ind til Gervinho, som omringet af CSKA-spillere alligevel fik taget bolden til sig. Han udnyttede det passive forsvarsspil, og gjorde det til 2-0. 

Men ondt blev værre. Især for Akinfeev. Han så nemlig skidt ud da Roma gjorde det til 3-0 i det 20. minut. Det mål stod Maicon for, som fra en spids vinkel bankede en afslutning afsted. Akineev fik hånden på, men det sendte bare afslutningen i en blød bue over i det lange hjørne, og så kunne tilskuerne på Stadio Olimpico igen bryde ud i jubel. 

Og det kunne de igen efter 31. minutter. Denne gang var Gervinho igen på pletten. Han fik en god stikning i dybden og løb mod baglinjen, hvor han lavede en smart stopfinte, og sendte bolden over i det lange hjørne. 

4-0 blev til 5-0 kort inde i anden halvleg. Et indlæg blev smidt ind i CSKAs felt. Iturbe søgte afleveringen, mens Ignachevich forsøgte at heade væk. Det havde han dog ikke megen held med. Bolden havnede nemlig inden for rammen uden chance for Akinfeev. 

Derefter fjernede Roma foden fra gaspedalen. Det gav CSKA mulighed for at pynte lidt på resultatet. Det sørgede Ahmed Musa for, da han i det 82. minut gjorde det til 5-1, hvilket blev kampens slutresultat.