Beckmann advarer AaB: I skal vinde i Danmark
Illustration
Champions League

Beckmann advarer AaB: I skal vinde i Danmark

Mikkel Beckmann, der har en fortid i APOEL spår AaB finde chancer for sejr onsdag aften, men forudser til gengæld en svær udekamp.

Mens FC København skal i Champions League-ilden tirsdag aften, er man i Aalborg i gang med forberedelserne til onsdagens møde med cypriotiske APOEL i jagten på gruppespillet i det europæiske turneringsflagskib.

Danske Mikkel Beckmann, der nu spiller i svenske Elfsborg, havde i 2013 et ophold i den cypriotiske klub, og han spår AaB udmærkede chancer - i hvert fald i den første kamp i Danmark. Til gengæld kan det blive et stormvejr for AaB-spillerne på Cypern. 

- Hvis AaB er helt oppe på mærkerne, så kan de godt vinde den kamp med et par mål. Men de skal også have et forspring med til Cypern, for det bliver hedt dernede. Her tænker jeg ikke kun på de 30 grader, som kampen skal spilles i, men også på de meget fanatiske fans, som helt sikkert vil skabe en megafed kulisse for APOEL-spillerne og lægge et hårdt pres på AaB, siger Mikkel Beckmann til Nordjyske.

APOEL markerede sig markant i Champions League så sent som i 2011/12, hvor klubben først overraskende vandt gruppespillet foran Zenit, Porto og Shakhtar Donetsk. Herefter blev Lyon sendt ud i 1/8-finale, og først i kvartfinalen, måtte APOEL strække våben, da Real Madrid vandt sammenlagt med 8-2.

AaB går på banen mod APOEL onsdag aften klokken 20.45.