Benzema matchvinder i giganternes kamp
Illustration
Champions League

Benzema matchvinder i giganternes kamp

Karim Benzema scorede sejrsmålet for Real Madrid, der vandt giganternes semifinale over Bayern München med 1-0.

Det bliver ikke meget større end Real Madrid og Bayern München lige i øjeblikket, og onsdag aften tørnede de to mastodonter sammen i en drøm af en semifinale på Santiago Bernabeu i den spanske hovedstad.

Bayern München har virket usårlige i det meste af sæsonen, men efter at sydtyskerne sikrede sig det nationale mesterskab, er det som om, at holdet er gået et gear ned. Spørgsmålet var, om Pep Guardiolas mænd så var i stand til at trappe op igen, nu hvor der for alvor stod noget på spil?

Svaret var entydigt ja.

De forsvarende Champions League-mestre dominerede kampen i Spanien og spillede flot pasningsspil i alle 90 minutter. Det hjalp dog ikke meget rent resultatmæssigt. Real Madrid vandt nemlig den første semifinale med 1-0.

Bayern München havde kampen igennem optræk til mange chancer, men Real Madrids defensive spillere var simpelthen eminente til at blokere tyskernes afslutninger. Og så var værterne også suveræne til at forsvare sig ved hjørnespark. Det fik de imidlertid også øvet sig i. 15 styks fik Bayern.

Mens det for gæsternes vedkommende for det meste blev til optræk til chancer, så var Real Madrids mere deciderede chancer. Det hele blev skudt i gang af en fin afslutning af Cristiano Ronaldo efter 13 minutter, men fyrværkeriet blev først antændt fem minutter senere.

Cristiano Ronaldo lagde en præcis stikning til landsmanden Fabio Coentrao, der spillede på tværs af feltet til Karim Benzema, der let kunne gøre det til 1-0.

Få øjeblikke senere opstod en lignende situation, men denne gang var det Cristiano Ronaldo, der skulle afslutte, og det gjorde han højt over mål. Sådanne chancer plejer portugiseren så afgjort at omsætte til scoring.

Ronaldos chance blev dog toppet fem minutter før pausen, hvor et indlæg fra venstre side dumpede ned foran en helt fri Angel Di Maria, der dog helkiksede sin afslutning.

I 2. halvleg ændrede billedet sig ikke markant, bortset fra at Real Madrid kom en smule mere på bolden modsat i de første 45 minutter, hvor det meste af tiden gik med at løbe efter bolden for spaniernes vedkommende.

Chancer var der dog ikke alverden af. Det ændrede sig heller ikke, da Real Madrid byttede Cristiano Ronaldo med Gareth Bale, og Bayerns topscorer Thomas Müller kom i aktion.

Efter 84 minutter var udeholdet dog alligevel meget tæt på at få udlignet. Bolden dumpede ned foran Mario Götze, der afsluttede kvalificeret, men Iker Casillas diskede op med en super refleksredning.

Dermed sluttede det 1-0 på Santiago Bernabeu, og spanierne har således et fint udgangspunkt før returkampen på Allianz Arena på tirsdag.