Boilesen: EL er fint, men Champions League er 10 gange bedre
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Champions League

Boilesen: EL er fint, men Champions League er 10 gange bedre

Det er udmærket, at FC København er sikre på at komme i Europa League-gruppespillet, men det er intet mod Champions League. Det er bare federe, mener Nicolai Boilesen.

Da FC København gik videre fra tredje runde af Champions League-kvalifikationen mod FK Vardar, opfyldte klubben en af sæsonens store mål. Klubben sikrede sig nemlig en billet til et europæisk gruppespil, for selv hvis det går galt i aften i playoffrunden mod FK Qarabag, er FCK'erne sikre på Europa League resten af efteråret.

Men selv om mestrene har den vished med sig ind til kampen, hvor de skal vende 1-0-nederlaget på udebane, er de ikke tilfredse endnu. For det er en drengedrøm at spille Champions League, og det er bare federe, mener Nicolai Boilesen.

- Man vil 10 gange hellere spille en tirsdag eller onsdag aften, end man vil spille torsdag. Det er fint, at vi har den sikkerhed, at man er med i et europæisk gruppespil, men for alle, som er på banen, vil man gerne spille Champions League, siger forsvarsspilleren ifølge DR.

Med 1-0-nederlaget på udebane i den første kamp står Qarabag med de bedste kort på hånden. FC København-manager Ståle Solbakken har da også forsøgt at skubbe favoritværdigheden fra sig og over på aserbajdsjanerne.

De skal da også kun score en enkelt gang i Parken for at tvinge FCK til at skulle frem og lave tre mål for at gå videre samlet. 

Der er kickoff 20.45 i aften.