Brugge-træner: Niveauet er for højt for os
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Champions League

Brugge-træner: Niveauet er for højt for os

Club Brugges træner Michel Preud'homme mener, at FCK er blevet stærkere i løbet af de seneste to år.

Den belgiske klub Club Brugge har flere gange oplevet triumfer på dansk grund, hvor flere Superliga-klubber er blevet besejret, men tirsdag aften måtte belgierne se sig slået med hele 4-0, da FC København vandt i Champions League. 

Club Brugges cheftræner Michel Preud'homme mener, at FC København var for stor en mundfuld for belgierne. 

- Niveauet i Champions League er for højt for os i øjeblikket. Vi har lukket syv mål ind i to kampe - fem af dem på dødbolde. Når vi får chancerne for at score - det skete to gange mod FCK - scorer vi ikke. Det betyder måske, at vi i øjeblikket, at niveauet er for højt. Vi har ikke kvalitet nok, og vi skal vokse som hold. Organisationen var der, og spillerne prøvede at gøre det, som vi havde aftalt, men det andet hold gør også en forskel. Det er måske for højt niveau for os lige nu, siger han. 

For to år siden vandt Club Brugge 4-0 over FC København i Parken, men denne gang tabte holdet altså med de samme cifre. Den belgiske træner mener, at FC København er blevet stærkere. 

- Det er et godt hold. Dengang spillede vi den perfekte kamp. Måske vores bedste uden for Belgien. FCK har samme træner og nogle af de samme spillere, men det betyder meget at score første mål. Men jeg vil også sige, at FCK er vokset i løbet af de seneste år. Kvaliteten og talentet i truppen er større nu, mener Preud'homme. 

Michel Preud'homme tilføjer desuden, at han vil prioritere at præstere i den belgiske liga, selvom han vil fortsætte med at respektere Champions League-kampene og forsøge at gå efter en tredjeplads i gruppen.