Video : Tipsbladet
Champions League

Conte: Har intet problem med Costa

Den italienske træner understreger, at han ikke har noget i mod sin angriber, som forlader klubben ved årsskiftet.

Selvom der har været meldt om stridigheder mellem Diego Costa og Chelsea-træner, Antonio Conte, så har italieneren ikke et problem med den spanske angriber, som netop har forhandlet en aftale på plads med Atletico Madrid.

De to var involveret i en bitter strid i sommer, efter at Costa i et interview med Sportsmail fortalte, at Conte havde afsluttet spanierens Chelsea-karriere via en SMS, hvorefter han anklagede klubben for at behandle ham som en kriminel.

Alligevel afviste Antonio Conte på dagens pressemøde forud for morgendagens Champions League-opgør, at han skulle have et problem med Diego Costa.

- Jeg har intet problem med Diego Costa. Vi ønsker ham det bedste i fremtiden, og vi vil gerne takke ham for sidste sæson, men jeg gentager, at jeg har ikke et problem med ham, bedyrede italieneren og svarede ja til, at han ville give hånd til sin snart forhenværende angriber.

Chelsea er rejst til den spanske hovedstad, hvor de skal møde netop Atletico Madrid i, hvad der tegner til at kunne blive en gruppefinale.